»Håber, ændringer fører til øget søgning«

Hos Landbrugsstyrelsen erkender enhedschef Mette Hyldebrandt, at det har taget tid at få ny kontrolform på plads.

Hvorfor har I valgt at ændre jeres kontrolform?

»Vi har taget kritikken fra erhvervet til os, for vi kunne godt se, at der har været en vis utryghed og usikkerhed omkring, hvorvidt man kunne få sine penge hjem. Derfor har vi arbejdet på at få noget mere fleksibilitet ind i kontrollen, mens vi samtidig skulle være sikre på, at vi får den miljøeffekt, vi ønsker«.

I har tidligere sagt til LandbrugsAvisen, at det ikke var en mulighed at lade f.eks. landinspektører stå for dokumentationen. Hvad har ændret sig?

»Vi har prøvet udstyret i praksis, og vi har opdaget, at det GPS-udstyr, der er på markedet, og som både vi og landinspektørerne bruger, er relativt upræcist, når man skal måle dybde i det færdige anlæg. I stedet er det nemmere at opmåle, inden der kommer vand i, men det har vi ikke mulighed for. Derfor giver vi mulighed for, at man som landmand selv kan indsende dokumentationen«.

Næste ansøgningsrunde for 2020 nærmer sig. Er det i sidste øjeblik, I får rettet op?

»Vi kunne alle sammen godt have ønsket os, at vi var landet på en bedre kontrolmodel fra start. Det har taget tid, fordi vi ville sikre os at få lavet en model, der holder, dvs. én, der fungerer for både erhverv og miljø. Det er uundgåeligt, at det tager tid«.

Hvad er din forventning til effekten af ændringen?

»Min opfattelse er, at erhvervet er glade for ændringerne, og jeg håber, at vi har fået rettet op på netop det, der kunne afholde nogen fra at søge. Håbet er, at de her ændringer kan føre til en øget søgning«.

Nogle fejl på et anlæg kan føre til mindre sanktioner. Hvad er det for fejl, og hvor små er de sanktioner?

»Det er udelukkende fejl, der har marginal betydning for kvælstofindsatsen - f.eks. kravet om, at man skulle kunne gå hele vejen rundt om. Det vil vi sanktionere mere passende, uden at jeg kan sige, hvordan det endeligt kommer til at se ud. Men det bliver nogle få procent. Graverende fejl kan stadig føre til bortfald af tilskuddet - det skal altså virke«.

Skal det være en landinspektør, der laver dokumentationen, hvis man selv sender det ind?

»Det er der ikke noget krav om. Vi foretager en grundig administrativ kontrol og vurderer data - altså ser det lødigt og fornuftigt ud. Men det bibringer selvfølgelig en vis legitimitet, hvis det er en landmåler, der har lavet det«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle