Økonomiorienteret agronom jagter profit til kvægbrugerne

60 Hans Peter Bay, CEO hos VikingDanmark fylder rundt 20. februar.

Man møder en jæger, når man træder ind ad den altid åbne dør til direktørkontoret hos VikingDanmark på Koldkær-gaard ved Aarhus.

Kvægavlsforeningens direktør Hans Peter Bay jager profit til kvægbrugerne i arbejdstiden og mere spiseligt vildt i fritiden hjemme på bedriften ved Vorning mellem Viborg og Randers.

Da Hans Peter Bay satte sig i direktørstolen i april 2014 var det med et imponerende bagkatalog af poster i dansk landbrugsrådgivning. Siden agronomuddannelsen i starten af 80erne har han stået i spidsen for bl.a. rådgivningen i fjerkræ, økonomi og udvikling i daværende DLBR. Før VikingDanmark var han udviklingsdirektør i daværende Heden & Fjorden.

Hans Peter Bays drivkraft er jagten på profit til landmændene, og hos VikingDanmark har han været med til at udvikle foreningens stadig voksende websalg af målrettede produkter til kvægbrugerne samt eksportselskabet VikingLivestock, som vil erobre plads på markedet ved at fjerne fordyrende mellemled. Da VikingDanmark i 2018 samlede foreningen i et nybygget domicil på Koldkærgård, var det også med direktørens ønske om at spare husleje og dermed gøre kvægavlsforeningen til en endnu bedre forretning. Pudsigt nok for Hans Peter Bay blev flytningen til Koldkærgård også et gensyn med adressen, hvorfra han i slutningen af 90erne styrede fjerkrærådgivningen.

Hans Peter Bay beskrives af flere som et foreningsorienteret menneske, som er bevidst om ejerstrukturen bag VikingDanmark. Han fastholder foreningskraften og praktiserer en flad ledelseskultur, hvor der skal være kort vej mellem direktør og landmandsmedlemmerne.

Hans Peter Bay har tre voksne børn samt en kæreste. Den øvrige fritid går med jagt og de 60 hektar planteavl.

VikingDanmark afholder reception 20. februar kl. 14-16.

pwm

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle