Baltic Pipe-forsinkelser frustrerer landmænd

Gravearbejdet i forbindelse med gasrørledningen Baltic Pipe er ramt af forsinkelser - senest på grund af en sjælden lille mus. »Enormt irriterende«, mener sjællandsk landmand, Jens Henrik Madsen.

Jeg har været modstander af det projekt fra start, men jeg fik jo at vide, at arbejdet nok ville være færdigt på én dyrkningssæson. Nu bliver det mindst tre. Mindst«.

Jens Henrik Madsen, Fuglebjerg, er en af de mange landmænd, som ufrivilligt lægger jord til gasrørledningen Baltic Pipe. Det er, hvad det er, men det, at tidsplanen for gravearbejdet på hans marker er skredet langt ud over det, han var stillet i udsigt, senest på grund af en sjælden lille syvsover, hasselmusen, irriterer ham grænseløst.

»Mine marker er gennemskåret af gravearbejdet på en 600-800 meter lang strækning. Hver eneste gang, jeg skal lave en opgave i marken, skal jeg klappe det hele sammen og køre ud på landevejen for at komme om på den anden side af gasledningen. Det er helt enormt irriterende«.

Musens magt over mænd

Hos Jens Henrik Madsen har arbejdet som hos alle andre ligget stille siden 31. maj, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet underkendte Baltic Pipes miljøtilladelse fra Miljøstyrelsen.

Det er ikke er dokumenteret godt nok, hvordan man beskytter bl.a. den sjældne hasselmus under arbejdet.

Senest er der dog i nogle områder, bl.a. på Sjælland hos Jens Henrik Madsen, givet tilladelse til at genoptage arbejdet, hvilket dog endnu ikke er sket. Han undrer sig under alle omstændigheder over den lemfældighed med statens penge, han synes, det hele er udtryk for.

»Det svarer til, at en landmand starter et staldbyggeri uden at have søgt om godkendelse. Nu har man så stoppet gravearbejdet i en måned i den bedste gravetid på hele året. Men overjorden har de forlængst gravet af, så der er da ingen hasselmus dér«, siger Jens Henrik Madsen.

»Jeg forstår ikke, at de ikke har taget 10-20 km ad gangen og så får gjort det færdigt, i stedet for at rømme overjord på tværs af hele Sjælland, så der skal gå fire år, før man er færdig. Det er dybt godnat«.

»Man må da antage, at det her kommer til at betyde nogle klækkelige ekstraregninger fra den hollandske entreprenør, at man stopper dem en måned i den bedste graveperiode. Det er tankevækkende, at vi har et samfund, der er så rigt, at en lille hasselmus kan få så stor magt«.

Beklager forsinkelser

Eneginet har 19. juni oplyst, at der ikke kan arbejdes på den sydøstjyske rørledning mellem station Egtved og Lillebælt og fra Lillebælt til Brylle vest for linjestation Bellinge samt elforsyningen gennem Næstved Storskov fra Haslev til Everdrup, før der foreligger en ny miljøtilladelse.

Entreprenører i Vestjylland, på Østfyn og på Sjælland kan derimod sætte gang i gravemaskinerne igen og dermed bl.a. hos Jens Henrik Madsen.

»Generne skal da nok blive kompenseret, men det fordyrer hele projektet. Det forarger mig faktisk«, siger han.

Energinet har beklaget forsinkelserne og vil ifølge vicedirektør Marian Kaagh kontakte alle lodsejere for at forklare, hvordan de bliver berørt af forsinkelserne.

Faktaboks

Hasselmus-gate kort

  • Baltic Pipe måtte 31. maj sætte arbejdet i stå, efter at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde underkendt Miljøstyrelsens miljøtilladelse til Baltic Pipe fra juli 2019.
  • Ifølge nævnet udstedte Miljøstyrelsen miljøtilladelsen, før det var tilstrækkeligt belyst, hvordan truede arter som hasselmus, birkemus og flagermus bliver beskyttet under arbejdet. 19. juni: Energinet oplyser, at arbejdet på Vestfyn og i Sydøstjylland må udskydes fra 2021 til foråret 2022.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle