Danmarks flittigste fodermester hedder Vector

Markedets mest avancerede automatiske fodringssystem sparer arbejdstid hver eneste dag og har løftet ydelsen med 2.000 kg.

Egentlig skulle en godt slidt 20 kubikmeter stor bugseret vertikalblander bare have været afløst af en lidt større model på 30 kubikmeter.

Men sådan gik det ikke.

For Steen Kildahl havde set det automatiske fodringssystem Vector fra hollandske Lely på Agromek, og det er et system, der ikke bare var meget velegnet til en produktion med 200 årskøer, men også kunne installeres uden videre på Søvang ved Grenaa. Der skulle blot placeres metalstrips nogle steder i gulvet for at hjælpe robotten med at finde rundt samt indrettes et foderkøkken på siden af stalden. Hvad Lely kan med automatisering, driftssikkerhed og service, vidste han allerede fra sine tre A3-malkerobotter.

»Det tiltalte mig også meget, at der kan fyldes op i foderkøkkenet om fredagen, og så kan systemet passe sig selv hele weekenden,« forklarer han.

Prismæssigt skulle listeprisen på en god million kroner holdes op mod en ny blandevogn til en halv million kroner, en større traktor samt forbruget af diesel og arbejdstid.

Hvad det sidste angår, vurderer han, at systemet sparer ham for mindst otte timers arbejde om ugen.

»Systemet har givet mig en helt anden frihed end før og er en grundene til, at vi kan være så få folk,« siger han.

Kører 18-22 gange i døgnet

Siden Vector’en overtog ’fodermesterjobbet’ i april 2014 har han set en ydelsesfremgang i besætningen på ca. 2.000 kg.

»Det vil alle nok ikke kunne opnå, for det hang også sammen med, at de to af robotterne står i enden af en lang sengebåsestald. Når der blev fodret to gange i døgnet førhen, var det svært for mange køer at komme til robotterne på grund af uroen i stalden,« forklarer Steen Kildahl.

Nu er døgnrytmen og trafikken i stalden jævnet ud. Det tre robotter malker nu hver 69 køer i døgnet.

»Den kører typisk 18-22 gange i døgnet, så der er hele tiden frisk foder. Køerne bliver hele tiden lokket til foderbordet. De har fået en rytme, der hedder ’op at æde og så hen at blive malket’, ellers ville resultaterne ikke have flyttet sig så meget. Så på den måde er systemet er en fordel for nye og svage køer uden at gå på kompromis med de stærke køer. De stærke køer får det jo også lettere, når de ikke skal op og være aggressive ved foderbordet to gange i døgnet«, uddyber han.

Vector’ens energiforbrug er ca. 8.000 kWt årligt, mens der har været et pænt fald i dieselforbruget.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle