Danske Svineproducenter overvejer medlemskabet af VSP

Danske Svineproducenter mener, at L&F og Seges stjæler for meget af indflydelsen i VSP.

Formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, fastslog i sin beretning på generalforsamlingen i denne uge, at VSP ikke længere er, hvad det har været.

»Men det skyldes ikke kolleger i VSPs bestyrelse. Det skyldes derimod, at den organisering, der er omkring VSP, ikke levner meget til, at VSP kan agere til gavn for primærproducenterne,« sagde Henrik Mortensen.

Livlig debat

I den efterfølgende debat tog formanden for VSP, Erik Larsen, ordet og gav udtryk for overraskelse over udmeldingen.

»Vi har haft et fint samarbejde omkring mange emner, blandt andet den nye strategi for DanAvl og omkring vaskehallen,« sagde Erik Larsen.

Fra salen var der indlæg, der både støttede et fortsat medlemskab og det modsatte.

»VSP fungerer ikke i dag. Derfor må vi tage et opgør,« lød det fra Thomas Kjær.

Bjarne Larsen gav modsat udtryk for, at det var lettere at få indflydelse, når man var tæt på.

»Bliv i VSP og tag kampen,« opfordrede Bjarne Larsen.

Henrik Mortensen understregede igen, at det ikke var samarbejdet i VSPs bestyrelse, han angreb, men den plads og det råderum VSP havde fået i den nye organisation.

»Vi må finde en løsning på, hvordan VSPs rolle skal være i forhold til L&F og Seges. Den debat tager vi med vores nye direktør,« konkluderede formanden, der på generalforsamlingen kunne oplyse, at Nicolaj Nørgaard 1. marts tiltræder som ny direktør i LADS efter Hans Aarestrup.

Rige andelsselskaber

Primærproducenterne bløder, mens andelsselskaber, banker og kreditforeninger tjener masser af penge og polstrer sig på bekostning af landmændene.

»Det er flot, at Danish Crown kan give 105 øre i efterbetaling, men glem ikke at det sker på bekostning af, at vi som primærproducenter bløder. Det kan ikke fortsætte,« fastslog Henrik Mortensen.

Han langede også ud efter bankernes pengetanke, der ifølge formanden er blevet ganske velpolstrede.

»Vi er låst til vores bank uden mulighed for at skifte. De kan til gengæld fordoble bidragssatsen, uden at vi har en reel mulighed for at skifte til et andet pengeinstitut,« sagde Henrik Mortensen.

Faktaboks

LADS

  • Landsforeningen af Danske Svineproducenter
  • Generalforsamling 20. januar 2016 
  • Formand Henrik Mortensen
  • Ny direktør bliver Nicolaj Nørgaard 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle