Af Birgitte Kjemtrup Høyer, Tinnet
Jeg har haft en weekendvagt i stalden sammen med Manden. Det er godt nok rart en gang imellem lige at få nallerne beskidte. Også selv om de i skrivende stund er noget ømme. For det var koldt i malkestalden i weekenden, og mine stakkels, bløde kontorfingre er ikke vandt til alle de formalkninger, der skal til et ordentligt resultat. Og selv om malkningen er en af mange vigtige opgaver på bedriften, har selve malkningen som sådan aldrig haft min store interesse. Kalve, derimod, er spændende. At holde dem raske, at se dem vokse, blive til kvier, og til sidst gode, producerende køer. Det kan der bruges meget god tid på. Det har så også, måske meget naturligt, affødt, at jeg passer kalvene, når jeg er med i stalden. Og så skulle man jo tro, at alt er godt. Her op til weekenden er der kommet lidt kalve. Så selv om man jo gerne vil være på forkant, og have en ren boks til hver kalv, skete det alligevel, da to kalve skulle fra deres mor, at der kun var én ledig boks. Nu vel, de måtte dele til mandag. Og så blev jeg ellers udfordret på min tålmodighed, der efter længere tids kalvepasningspause ikke er optrænet i at håndtere to småkalve på samme tid. Ligeledes skulle temperamentet holdes i kort snor. De to var så forskellige. En stor, flot blærekalv, hurtigt opfangende og let at få til at drikke, og derefter meget aktivt søgende, når skålen var tom. Den anden var en lille splejs, men meget stærk og aldeles stædig, og som pure nægtede at sutte på fingre. Men jeg er stolt af min egen stædighed, og jeg besluttede mig øjeblikkeligt for, at sådan en lille kalv ikke skulle få skovlen under mig og nok skulle komme til fornuft, og begynde at sutte, for sådan plejer det jo at være. Kom ikke her. Men næh nej. Ikke om lillesplejsen ville have hovedet ned i skålen. Nå, så må man jo prøve med skålen inde i boksen og kalvemåsen op i et hjørne. Og så en dyb indånding, tælle til ti og bevare roen. Heller ikke det gik. Primært fordi den store blærekalv var så aktiv, at hun gentagne gange boksede mit lår, hev i mit tøj og bukkede rundt, for tænk nu om det kastede lidt mælk af sig?
Så jer, der er vandt til kalvepasning, kan levende forestille jer, hvordan det her gik. Lillesplejsen var mere stædig end jeg og måtte gå sulten i seng lørdag aften, mens jeg, med røg ud af begge ører, kravlede ud af boksen igen. Sproget var farvestrålende, kan jeg berette. Og fingrene godt gennemgnasket. Kalvene led selvfølgelig ingen overlast, og søndag gik det hele meget bedre. Lillesplejsen fik fanget idéen og blev godt mæt. Selv har jeg opdaget et vældigt fint blå mærke midt på låret fra blærekalven og en halvvejs forstuvet finger. Så det var godt at komme tilbage på kontoret i dag. Fingrene har det noget bedre med et tastatur. Men hvor var det godt at komme i stalden, trods alt.
