Fire år efter hjælpepakke: 130 mio. ude

Dansk Landbrugskapital har 1 mia. kr. at låne ud. Indtil videre har 21 landmænd fået ansvarlige lån til renter på 10 procent.

Fire år efter Henrik Sass Larsen (S) som erhvervsminister lovede en milliard-stor finansierings-hjælp til landbruget, har 21 landmænd fået udbetalt lån til samlet130 mio. kr.

Det viser en opgørelse, som Dansk Landbrugskapital har lavet til LandbrugsAvisen.

Dermed har fonden, der nu har været i drift i knap to år, fået lidt over en tiendedel af sin kapital på en milliard kroner fra staten og fire pensionsfonde ud at arbejde.

- Er 130 mio. kr. udlånt på to år, som I havde forventet?

»Vi har været i gang i knap to år, og vores produkt med ansvarlige lån til andbruget er noget helt nyt. Derfor har vi brugt meget tid på at komme ud og fortælle om det, for når det er et nyt produkt, tager det noget tid, før det bliver kendt i markedet«, fortæller landbrugskundedirektør i Dansk Landbrugskapital, Lene Gade Hovmøller.

»Vi er godt betryggede i, at der er interesse for produktet«, siger hun og fortæller, at man lige nu behandler 40 ansøgninger, der efterspørger i alt 250 mio. kr. ud over de 130 mio. kr., der er udbetalt i lån.

Skal være sunde

Landmændene får i gennemsnit et lån på 5-10 mio. kr. via fonden. Endnu har der ikke været tab.

Løbetiden er op til 8 år, og pengene skal gå til en investering, der kan bringe landbruget videre, enten en modernisering, udvidelse, tilkøb af bedrift eller andet tiltag.

»Det skal være et konkret projekt, der giver et afkast, så bedriften bliver sundere og bliver løftet rent økonomisk«, forklarer Lene Gade Hovmøller.

Den gennemsnitlige rente på lånene er 10-10,5 procent.

»Det skyldes, at det er et ansvarligt lån, altså et lån uden sikkerhed. Det kan være med til at give landbruget en god kapitalstruktur, som de øvrige kreditgivere er trygge ved«, siger hun.

Landbrugsdirektøren påpeger, at fondsmidlerne typisk ikke yder lånet til hele investeringen, så den gennemsnitlige rente på projektet ender som regel lavere.

I konstruktionen af fonden gjorde politikerne det muligt at øge kapitalen i fonden.

»Er der en efterspørgsel, er det noget, jeg tænker, man vil kigge på. Men dér er vi ikke endnu«, siger Lene Gade Hovmøller og tilføjer:

»Dansk landbrug har brug for al den kapital, der kan skaffes. Vi er klar til at tage imod alle de henvendelser og efterspørgsel, som der måtte komme«.

Faktaboks

Dansk Landbrugskapital - Sass-puljen

  • I maj 2015 lancerede erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) en hjælpepakke til landbruget. Tanken var at investere for milliarder via en fond, så landbruget kunne få tiltrængt ekstra kapital.
  • I 2017 blev Dansk Landbrugskapital stiftet med 500 mio. kr. i kapital fra staten og 500 mio. kr. fra fire pensionskasser. 
  • I januar 2019 var 130 mio. kr. udbetalt i lån.
  • Vækstfonden står for den praktiske forvaltning af fonden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle