Hedegaard agro går mod grovvarestrømmen

Renoverer og udvider detailafdeling i Auning på Djursland

I masser af år er små og mindre grovvareafdelinger blevet nedlagt i stort tal. Nu går Hedegaard Agro mod strømmen ved at renovere og udvide detailafdelingen i Auning på Djursland, som tidligere var en grønpillefabrik under navnet Lypi.

»Vi har et stigende aktivitetsniveau i området, både hvad angår salg og modtagelse af afgrøder, og Auning ligger godt som en mellemstation for afgrøder fra Djursland. Desuden fornemmer vi i det hele taget en stigende optimisme i landbruget med priser på et højere niveau. Det er baggrunden,« siger salgsdirektør Henrik Bendtsen, Hedegaard agro.

»Vi har også indset, at vores nuværende påslag, lagre og øvrige faciliteter til at betjene kunderne er blevet for små til at betjene kunderne på en tilfredsstillende måde. Både vognmænd og landmænd kommer jo i dag med store læs, som de gerne skal kunne læsse af hurtigst muligt.«

At bevare kvaliteten

På afdelingen er to ældre haller fjernet og erstattes af to stålsiloer med plads til hver 4.100 ton. Deuden indrettes nyt og større kontor samt lager for planteværn m.v. I de seneste to til tre år er faciliteterne til tørring og rensning af afgrøder blevet renoveret.

»Vi sparer omkostninger ved at indrette os mere rigtigt end i dag,« siger afdelingsleder Jens Chr. Hopppe.

»Vores håndtering bliver meget mere effektiv end nu, og dermed bliver vi bedre i stand til at sikre afgrødernes kvalitet, som er utrolig vigtig for os. På det punkt får vi langt bedre og mere tidssvarende muligheder.«

Hedegaard agro satser ikke alene på foderkorn, men også på salgsafgrøder som maltbyg, raps, brødkorn m.v. Ud over modtagelsen af afgrøder råder detailafdelingen over det normale lager af gødning, sækkevarer, planteværn m.v under programmet Grøn Linie.

Hvad angår salg, har afdelingen et komplet hold af medarbejdere inden for de forskellige produktionsgrene.

Døgnet rundt i høst

»I en tid, hvor mange grovvareforretninger er rationaliseret væk, er det en fornøjelse at bygge et nyt og topmoderne anlæg,« siger Henrik Bendtsen og lover en praktisk og ligefrem betjening af kunderne i den nye afdeling.

»Eksempelvis holder vi åbent for modtagelse døgnet rundt i de travle dage i høst. Det ved vi, at en del landmænd vil sætte pris på.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle