Nytårsforsæt: Ud af malkestalden

Er det rigtigt, at du har malket i 55 år?

»Ja, jeg startede, da jeg var 12 år. Min far tålte dårligt luften i stalden. Så jeg har erfaring med næsten alle de malkesystemer, der findes: Spandmaskiner, rørmalkning, sildebensstald og de sidste 12 år i karrusellen ved morgenmalkningen hos min søn Laust.

Hvorfor har du valgt at stoppe?

Mine knæ har efterhånden svært ved at holde til det, jeg har allerede fået ét nyt. Derfor advarede jeg for et år siden min søn om, at jeg ville stoppe 1. januar 2020. Så han har fået et ordentligt opsigelsesvarsel«.

Betyder det, at du stopper med landmandslivet i det hele taget?

»Nej, nej, jeg har stadig mit planteavlsbrug på 30 hektar. Og det er også meget muligt, jeg fortsætter med at passe vandingsmaskinerne hos min søn - nu ser vi til sommer. Vi bor bare et par kilometer fra hinanden«.

Hvad med det organisatoriske - drosler du også ned dér?

»Bestemt ikke. Det er alt for spændende, og faktisk fylder det efterhånden så meget, at det under alle omstændigheder er svært at at få tid til at malke. Nej, jeg fortsætter, så længe de vil have mig, som formand for Sønderjysk Familielandbrug og i Landbrug & Fødevarers Primærbestyrelse«.

Hvilke politiske emner er du især optaget af for tiden?

»Det bliver rigtig spændende at følge pantebrevsmodellen til dørs - den har vi kæmpet for i mange år. Og jeg er også meget optaget af en anden af vores mærkesager, omfordelingsstøtten, som der er lagt op til i forslaget til EU’s næste landbrugspolitik«.

Hvad forventer du ellers af det nye år?

»Noget af det, jeg ser meget frem til, er naturligvis at vi skal fejre 100 års-jubilæum i Sønderjysk Familielandbrug. Det er i november 2020, og det er en stor og vigtig begivenhed for os«.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle