Også vigtigt for unge familier at sikre sig

Man kan supplere med en dækning for dødsfald eller tab af erhvervsevne, når man opretter en pensionsordning.

At hver femte landmand ingen pensionsordning har, er ikke et problem for alle, mener eksperterne på Landscentrets afdeling for familiejura.

De landmænd, der har fem-ti år tilbage til pensionen, kan nemlig i mange tilfælde indskyde penge på en ophørspension, når de sælger gården.

"I det øjeblik de sælger gården, får de en stor skattepligtig avance, som de kan indskyde op til 2,4 mio. kr. af på en ophørspension. Det kan langt de fleste gøre, og så er de dækket rimelig godt ind," siger konsulent Tine Smedegaard, Landscentret.

Handler ikke

kun om pension

Det kan derimod godt være et problem for de unge landmænd, men her handler det ikke kun om deres pensionsudbetalinger i en fjern fremtid.

Det handler også om at sprede risikoen og sikre de unge familier, påpeger Tine Smedegaard, men hun erkender, at det kan være svært at få de unge til at tænke i de baner.

"Det har også noget med en holdningsændring at gøre. De unge vil hellere investere i bedriften, og de anser penge til pensionsopsparing som døde penge."

Når det alligevel er meget relevant at tale om pensionsopsparing for unge, skyldes det blandt andet, at der kan være skattemæssige fordele ved at gøre det, samtidig med at det kan være med til at sikre de unge familier.

Når man opretter en pensionsordning, kan man for eksempel supplere med en dækning i tilfælde af tab af erhvervsevne eller dødsfald.

Kreditorbeskyttet

Rent økonomisk kan en pensionsopsparing også være med til at sikre familien, hvis man af økonomiske årsager bliver tvunget til at sælge gården. Penge på en pensionsopsparing er nemlig kreditorbeskyttet.

Hvis man indskyder penge på en ratepension, kan det desuden trækkes fra i topskatten.

"Landmændene har en utroligt stor frihed og fleksibilitet i forhold til at indbetale på en pensionsopsparing. De kan hvert år indbetale op til 30 procent af virksomhedens overskud, og samtidig beskattes afkastet kun med 15 procent mod 25 procent i virksomhedsskatteordningen," forklarer Tine Smedegaard.

Endelig påpeger hun, at der kan være en fordel ved at lave en pensionsordning i forbindelse med generationsskifte.

"I tilfælde af dødsfald går pengene til den begunstigede uden om boet, og der skal derfor ikke beregnes tvangsarv af beløbet til de øvrige arvinger," forklarer Tine Smedegaard.

Der er altså mange gode grunde til at lave en pensionsordning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle