Posten - en del af bondekulturen

Der har været meget bøvl, måske ligefrem meget, med min manglende brevkasse siden december.

En kort opdatering vil vise, at der kom brev til "beboerne" på vores postadresse, hvori Post Danmark gjorde opmærksom på, at vi manglede et reglementeret brevindkast. Dette forhold blev vi bedt om at få bragt i orden inden 1. januar 2008.

Nå, tænkte jeg, så må jeg hellere ringe og få forklaret, at jeg synes, systemet med, at postbuddet lægger vores post ind i entreen, er en udmærket og for os ganske god løsning. Jeg talte med Kundeservice i Post Danmark, som indskrev mine synspunkter i en mail til rette vedkommende, og jeg ville få svar på mine spørgsmål mht. postens aflevering af pakker med bl.a. vacciner til virksomheden, inden al for lang tid.

Jeg fik svar. Rette vedkommende var vicedirektøren i Post Danmark som kunne fortælle "Marianne Jørgensen", at der fandtes regler for brevindkast, og at jeg kunne se disse regler på . Se. Det var sådan set godt nok, problemet var bare, at jeg ikke kunne få at vide på hjemmesiden, om der evt. kunne dispenseres fra disse regler. Jeg skrev derfor et brev, stilet direkte til vicedirektøren. Det brev har jeg ikke fået svar på endnu.

Så skete der det, at jeg på bloggen på LandbrugsAvisens netudgave begyndte at forhøre mig, om der var andre der havde samme problem som mig. Om der var andre der ikke havde et reglementeret brevindkast, og som alligevel modtog post og pakker i entreen eller på køkkenbordet, når landpostbuddet kom rundt på sin daglige rute.

Der var mange. Og nogen af dem skrev indlæg på bloggen, andre skrev direkte til mig på mail, og journalister begyndte at ringe og ville vide, om der "skete noget i sagen", om jeg fik respons, og om jeg havde fået svar fra Post Danmark. Det kom så vidt, at jeg blev ringet op af DR1 som dog senere, efter at ha' haft samtale med vicedirektøren, kunne fortælle mig, at jeg havde en dårlig sag, fordi det var ulovligt at få sin post leveret på køkkenbordet. Det handler om ansvarsforpligtelser, når posten ikke leveres i et aflåst brevindkast.

Det er ikke så meget det brevindkast, der irriterer mig. Dybest set handler det om, at Post Danmark er ved at slå en kultur ihjel. Det handler om mennesker der er bosat på landet, i randområderne, som har daglig kontakt til postbude, og som ved et direktiv fra København mister en del af deres kultur! Man venter på posten ude på landet. Man glæder sig, til postbuddet kommer!

Jeg lader mig fortælle, at posten i "gamle dage" kom ind og fik sin kaffe på vejen rundt med breve, at posten faktisk fungerede som en slags "social" foranstaltning. Det har været posten der fortalte nyheder, posten der slog alarm, posten der var "livlinen" til det omkringliggende samfund, når man var blevet gammel og boede alene. Hvorfor må posten ikke blive ved med at være i kontakt med os? Hvorfor skal den del af bondekulturen slås ihjel, bare fordi man i København på Post Danmarks hovedkontor vil effektivisere?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle