Biolog: Vilde bier og honningbier er ikke som Star Wars

Konkurrence mellem honningbier og vilde bier er ikke en kamp mellem det gode og det onde, mener biolog.

Der er konkurrence mellem de vilde bier og honningbierne. Ofte forsvinder de vilde bier fra områder med bistader.

Det fortalte biologen Lina Herbertsson torsdag til et symposium, der er arrangeret af Københavns Universitet, Seges og Ipbes i Danmark.

"Honningbier kan sprede sygdomme til de vilde bier, men det kan de vilde også til honningbierne. Det her er ikke som Star Wars, hvor vi har de gode mod de onde", siger Lina Herbertsson, som netop har færdiggjort sin ph.d. om konkurrencen mellem bierne.

Hun mener, at begge bier er vigtige for fødevareproduktionen. 

"Mange tror, at vi hader honningbierne – det gør vi ikke. Vi har brug for alle bierne. Der er ingen grund til at have en kamp mellem biavlere og biologer", siger Lina Herbertsson. 

Honningbier er glade for raps, mens mange vilde bier ikke finder rapsen specielt spændende. Derimod er rødkløver guf for nogle bestemte arter af humlebier.

Der findes Altædende bier og kræsne bier

Nogle bier vil helst have en bestemt type af blomster, mens andre har en bredere smag. Honningbierne kan lide det meste. Det samme gælder for 53 procent af de vilde biarter i Danmark. Hver femte art, 22 procent, har en specialiseret smag – de er altså kræsne. 

"Hvis honningbierne indsamler det, de specialiserede vil have, så kan de specialiserede bier ikke bare flytte til en anden blomst", siger Yoko Dupont, seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. 

På den anden side er honningbierne afhængige af store mængder af blomster, mens en vild bi bedre kan nøjes med nogle blomster i vejkanten, fortalte Yoko Dupont.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle