Vi skal skræmmende ofte forklare, at der altså er forskel på biologisk og fossilt CO2.
Af Morten Boje Hviid, direktør, Landbrug & Fødevarer
Men den opgave påtager vi os naturligvis i en tid med afgørende vigtige debatter om landbruget, klimaet, udledninger, CO2-afgift og grøn trepart.
Hvad angår den fossile del er vi fuldt ligestillet med resten af dansk erhvervsliv og vil med indfasning frem mod 2030 betale en CO2-afgift på 750 kroner per ton. Det kan vi ikke slå fast grundigt nok. Alt for mange gange hører vi ”hvorfor skal landbruget være fritaget for en afgift?” Det er vi altså ikke i dag. Det, der diskuteres, er en ekstra CO2-afgift på biologiske processer. En afgift ingen andre lande i verden har formået eller ønsket at indføre.
Vi har sat os et klart mål om at fortsætte vores udvikling af landbruget i retning mod klimaneutralitet i 2050. Vi kan og vi vil nå målene i landbrugsaftalen og lukke ”mankoen” i forhold til klimaloven. Vi står ved vores ansvar.
Vores 2030-plan fremlægger konkrete og kendte virkemidler, der med de rette investeringer kan gøre en reel forskel for klimaet og samtidig bevare en rentabel landbrugsdrift til gavn for konkurrenceevne og landdistrikter. Sådan fremtidssikrer vi vores stolte, danske fødevareproduktion.
Men hvor kommer landbrugets udledninger så fra, når vi kigger på det, der i dag ikke har en afgift på sig? Og hvilke løsninger kan vi finde i vores 2030-plan?
Fire landbrugs-kilder til CO2e
Vi taler om fire kilder. Lad os tage en rundtur gennem dem sammen.
Den ene er CO2 fra lavbunde. I øvrigt faktisk den eneste kilde fra os udover det fossile, hvor det er CO2, vi udleder. Her kender vi allerede løsningen: Omlægning af lavbundsjorde med lokalt engagement, frivillighed, jordfordeling og fuld og hel erstatning i centrum. Vi er allerede godt på vej med over 50.000 hektar i proces, og mere kommer til hele tiden. Under den grønne treparts rundtur var det tankevækkende at høre landmand Henrik Bertelsen fortælle om en tidslinje fyldt med rigider regler og senere §3-problematikken, som forsinkede hans projekt Vejen Mose i årevis. Bureaukrati fra flere myndigheder har spændt ben undervejs og vi kunne være nået meget længere med dette afgørende virkemiddel.
Vi har lattergas-udfordringen, hvilket i vores verden er udledning fra husdyr- og handelsgødning på markerne. Løsninger kan være reduceret gødningsanvendelse med præcisionsjordbrug, nitrifikationshæmmere mv.
Så er der det, der går ”bagud” fra vores køer og grise, husdyrgødningen i stald og lager. Også her har vi oplagte tekniske virkemidler som fx: Hyppig gylleudslusning, at levere gylle til biogasanlæg og modtage afgasset gylle retur, som så i øvrigt havner i en overdækket gylletank. Og så kan vi jo se, om vi skal supplere med fakkelafbrænding.
Den fjerde udfordring er ”bøvset” – metan fra køernes fordøjelse. Her leder virksomheder som Arla vejen med deres incentive-model, der giver klare retninger for grøn udvikling. Forskellige foderadditiver kan bringe os yderligere i mål her.
Vi har rykket os
Landbruget får fra tid til anden kritik for, at der ikke er sket en reduktion i udledninger de seneste 10 år. Forklaringen er stigende produktion til gavn for verdens fødevaresikkerhed og dansk eksport. Vi leverer mere med mindre.
I de første ca. 20 år efter 1990 falder emissionerne gradvist, og i årene omkring 2010 er de samlede udledninger i størrelsesordenen 5-6 mio. t CO2e lavere end i 1990. I de seneste 10 år har landbrugets udledning af drivhusgasser stort set været uændret – men produktionen er altså steget.
Og når man ser på de fire udledningskilder, er der sket meget siden 1990.
Faldet i udledningerne i 1990’erne og starten af 00’erne kan i høj grad forklares med sideeffekter ved ændringer i landbrugsdriften, effektiviseringer og strukturudviklingen generelt samt særligt skærpet regulering af gødningshåndtering og -anvendelse. Ændringer i gødningsanvendelsen har betydet, at udledningerne er faldet med ca. 1,5 mio. ton CO2e i perioden. Det skyldes primært et markant fald i lattergasemissionerne.
Dyrkning af jorde med stort indhold af organisk stof – lavbundsjordene typisk - er årsag til store udledninger af CO2, hvilket især skyldes dræning og jordbearbejdning, som medfører, at jorden iltes, og det organiske stof nedbrydes. Udledningerne her er faldet med omkring 2 mio. t CO2e fra 1990 til 2010.
Fjerne bureaukrati
I de kommende år skal vi i endnu højere grad fokusere på kvaliteten og samspillet med den natur, som vores gårde er placeret i. Derfor skal vi fjerne det bureaukrati, som i dag spænder ben for omlægning af jord, rejsning af skov og lokale initiativer, som kan mindske udledningen af næringsstoffer til vores indre farvande.
Samtidig er mange af virkemidlerne til at nedbringe udledningen af klimagasser først nu for alvor ved at være modne. Kritikken af landbruget for, at udledningen de seneste år ikke er gået ned, svarer til at kritisere bilisterne for ikke at have investeret i elbiler for 10 år siden, hvor der ikke var elbiler på markedet, der kunne erstatte fossile biler.
Samtidig oplever vi en bureaukratisk barriere for klimavirkemidler. Et klimavirkemiddel tæller ikke med i en national klimaopgørelse, før der har været en gennemgribende behandling af virkemidlet i den akademiske verden med krav om peer review af andre fagfæller i videnskaben. Derfor kan landbruget reelt ende med at gøre brug af klimavirkemidler uden, at det i første omgang medregnes i en nationalopgørelse.
Landbruget har reduceret sit energiforbrug markant i de seneste 10 år gennem teknologier i og omkring staldene, men denne klimamæssige gevinst kommer ikke direkte landbrugssektoren til gode i opgørelserne. Ligesom vi bidrager med grøn energi til andre sektorer.
Vi har løsningerne. Vi står ved vores ansvar.
