Bonnesen: Nu må ministeren slå i bordet og få løst de it-problemer

Ovenpå endnu en problematisk ansøgningsrunde sender Venstremand en stribe spørgsmål af sted til fødevareminister Rasmus Prehn.

I sidste uge sluttede årets EU-ansøgningsrunde. Landbrugsstyrelsen havde udsat fristen seks dage, da der nok engang var problemer i det it-system, som landmænd og især deres konsulenter skal bruge for at søge.

Problemerne i årets ansøgningsrunde har fået Venstres Erling Bonnesen til at stille fødevareminister Rasmus Prehn (S) en hel stribe af spørgsmål. Blandt andet hvad ministeren vil gøre for at sikre, at ansøgningssystemet kører fejlfrit næste gang. 

Den seneste række af spørgsmål kommer kun fem måneder efter, at Venstremanden også stillede en lang række spørgsmål vedrørende it-systemer i Landbrugsstyrelsen. Dengang var det problemer med ansøgningsrunden for økologisk arealtilskud og plejegræstilskud, som var årsagen.

- Landmænd og deres konsulenter er jo tvunget til at bruge de her it-systemer, som der er propper i. Så derfor prøver vi nu igen at sætte pres på. Ministeren skal sørge for, at de her systemer kommer til at fungere nu, siger Erling Bonnesen, der tilføjer:

- Og ja, det er langt fra første gang, at vi tager det her op, men det er jo hamrende utilfredsstillende, at det ikke fungerer, og jeg er sikker på, at ministeren også ønsker, at det her kommer til at fungerer. Så jeg vil da opfordre ministeren til at få slået i bordet, og få iværksat de foranstaltninger, der skal til, siger han.

I sidste uge blev årets årets ansøgningsrunde af L&F's klima- og EU-direktør Niels Peter Nørring kaldt "rigtig træls" med "fejl fra dag ét".

Af fejl i årets runde kan nævnes, at på et tidspunkt kunne store bedrifter med mere end 70 marker ikke sende deres ansøgninger ind.

Faktaboks

Det vil Erling Bonnesen have svar på:

  1. Mener ministeren, at Landbrugsstyrelsens it-systemer, sikrer rimelige arbejdsvilkår for konsulenterne?
  2. Hvordan sikres det, at Landbrugsstyrelsens it-system for ansøgninger af arealstøtte kører fejlfrit næste gang, der er ansøgningsrunde?
  3. Hvordan har Landbrugsstyrelsens it-system for ansøgninger af arealstøtte været brugertestet før ibrugtagning med henblik på at sikre en opstart uden fejl?
  4. Har der været situationer, hvor ansøgerne har skullet anvende såkaldte workarounds ved ansøgninger for arealstøtte, hvor særlige procedurer skal anvendes for at omgå de fejl, der er i systemet?
  5. Hvad er gennemsnitstiden for, hvornår der har ligget brugbar og forståelig information tilgængelig om fejl på driftstatussiden?
  6. Hvor mange uger har det i alt ikke har været muligt at få ansøgninger igennem med mere end 70 marker?
  7. Hvor mange uger i alt har økologer været forhindret i at indsende ansøgninger på grund af fejl i it-systemet?
  8. Hvor mange forskellige fejl, har der været i Landbrugsstyrelsens it-system ved ansøgninger for arealstøtte?
  9. Har Landbrugsstyrelsen levet op til målene i Landbrugsstyrelsens virksomhedsstrategien for 2017-2022?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle