Vi lever i omskiftelige tider på klimafronten, men det er, som om nogle positioner er fastlåste uden nogen egentlig grund. For eksempel mangler vi da, at politikerne på Christiansborg kaster sig blodigt ind i kampen for, at forbrugerne køber flere danske råvarer, skriver chefredaktør Christian Friis Hansen.
"Når man går ind på en god, dansk oksekødrestaurant, står de brasilianske eller argentinske bøffer i kø for at blive spist. Nogle steder har de ikke engang danske udskæringer. Kigger man ned i køleboksen hos et gennemsnitligt supermarked er det ikke sjældent, at det er koteletter fra Polen eller Tyskland, der ligger og gør sig til. Tomater er ofte fra Spanien, andre frugter fra Israel, og sådan kunne man blive ved.
I et globaliseret marked er det dagens orden, og i forhold til eksempelvis CO2-udledning viser flere beregninger, at det rent faktisk kan give god mening at køre tomater fra Spanien til Danmark, fordi transporten i sig selv ikke koster lige så megen CO2, som det ville koste et dansk gartneri at frembringe tomater i drivhus.
Det er et nærmest uendeligt regnestykke, vi med vedtagne målsætninger om CO2-reduktion har begivet os ud i, men kigger vi på det samlede landbrugs- og fødevareområde, er der én gruppe, vores politikere ikke rigtigt slår på, og det er forbrugerne.
Landbruget får stryg, lastbilbranchens rygstykker er allerede stribede, flyselskaberne skal nærmest kravle langs panelerne, men hvad egentlig med forbrugerne? Gør de slet ikke noget forkert?
Det kunne man da godt mene. Når nu det fra flere kanter er dokumenteret, at både dyrevelfærd og miljøregnskab hos danske landmænd er i top - ikke ideelt og ikke uden udfordringer, som senest beretningerne om brækkede brystben hos danske æglæggende høner vidnede om - men internationalt i top. Hvorfor er det så, at vores politikere i Folketinget ikke kaster sig ind i kampen for at få solgt nogle flere af disse produkter?
Kunne det være fordi, det er langt lettere at please forbrugerne ved at skyde på en forholdsvis lille gruppe af landmænd og produktionsvirksomheder end for alvor at sætte spørgsmålstegn ved folks valg foran køledisken?
Sandheden omkring den stigende klima- og miljøbevidsthed er nemlig langt hen ad vejen, at forbrugerne kommer til at acceptere, at deres valg i stemmeboksen i sidste ende kommer til at medføre dyrere fødevarer.
Lige præcis dette mangler vi en tilbundsgående diskussion af. Af deltagere i en sådan diskussion mangler vi ikke de frelste og højtlønnede, hvis glorie allerede skinner, så vi blændes, nej, vi mangler de helt almindelige lønmodtagere, de lavtlønnede, dem på overførselsindkomst - alle dem, der er flest af.
Det er deres valg, der i sidste ende vil komme til at flytte noget. Men hvis nu deres skifte fra lavprisfødevarer til høj kvalitet koster den årlige ferietur til Mallorca eller størrelsen af gaverne under juletræet, hvor villige er de så?
Det er nok ikke verdens mest sikre genvalgsstrategi for en folketingspolitiker at kaste sig ud i kritik af den suverænt største vælgergruppe - vi er jo alle forbrugere - men vi mangler diskussionen".
