Danish Crown siger farvel til de sorte plastikbakker

Teknologien hos de danske affaldssorteringer kan ikke genkende de sorte kødbakker, der i stedet sendes til forbrænding. Derfor skifter Danish Crown skifter derfor nu farven på millioner af kødbakker til grøn, så flere bakker genanvendes.

Hvert år sender Danish Crown 55 millioner sorte kødbakker i plast ud i den danske detailhandel, enten som emballage til koncernens egne produkter eller til private label-produkter i de danske supermarkeder.

Men de danske forbrugere skal nu vænne sig til, at den klassiske sorte kødbakke skifter farve.

For teknologien hos de danske affaldssorteringer kan ikke genkende de sorte kødbakker, der i stedet må sendes til forbrænding.
 
- Vi har i Danish Crown længe forsøgt at løse udfordringen med de sorte plastbakker, fordi vi som moderne fødevareproducent ikke kan leve med, at vores emballage i så stor stil ikke bliver genanvendt. Allerede i 2019 skiftede vi til miljøvenligt PET-plast, som burde kunne genanvendes, men vi kan konstatere at især teknologien i sorteringsanlæggene spænder ben, og derfor siger vi nu farvel til de sorte bakker, siger Tim Ørting Jørgensen, der er medlem af koncerndirektionen i Danish Crown med hovedansvar for koncernens kommercielle del i en pressemeddelelse.

De sorte kødbakker udgør en særlig udfordring i affaldssortering, da de ofte ikke kan genkendes af de optiske sorteringsanlæg, der anvendes til at sortere plastaffald. Det skyldes, at sort plast ikke reflekterer lys på en måde, der gør det muligt for sensorerne at identificere materialet korrekt.

Derfor ender sorte kødbakker ofte med at blive brændt i stedet for at blive genanvendt. De 55 millioner sorte kødbakker består af i alt mere end 1.000 ton plast.
 
Danish Crown understreger, at den nye grønne farve ikke er valgt fordi den skal signalere, at de nye bakker er mere miljøvenlige.

Langt mere genanvendeligt plast er nemlig grønt, og derfor kan Faerch, som skal producere de nye bakker for Danish Crown, garantere, at de som minimum vil indeholde 90 procent genanvendt plast.

I 2022 satte Danish Crown en ny emballagestrategi med et ambitiøst mål om, at 100 procent af Danish Crowns produkter i 2030 skal være pakket ind i genanvendelig emballage. Samtidig skal mængden af emballage reduceres, så man i 2030 bruger 30 procent mindre end i dag. 
 
Danish Crown forventer, at langt størstedelen af de sorte kødbakker vil være udfaset i starten af april 2024.

Dog vil enkelte produkter fortsat være at finde i sort emballage indtil slutningen af juni, hvorefter også disse vil overgå til den nye, grønne indpakning.

/kold 
 


 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle