Danmark er blandt Kinas største leverandører af svinekød

Danmark er den fjerdestørste leverandør af svinekød til de kinesiske forbrugere.

Brasilien har lagt afstand til Danmark, som den tredjestørste eksportør af fersk og frosset svinekød til Kina, men de danske svineproducenter holder fast i placeringen som nummer fire med en eksportmængde på 206.843 tons i årets første seks måneder.

Det er en fremgang på 15,0 procent i forhold til samme periode i 2020.

Nummer et over de største svinekødseksportører til Kina er Spanien, der på et år er vækstet hele 94,4 procent og har cementeret sin placering foran USA, der i første halvdel af 2020 var største svinekødseksportør til Kina. USA er det seneste år gået tilbage med 33,2 procent, men indtager fortsat andenpladsen med en eksportmængde på 272.384 tons. 

Brasilien på tredjepladsen er gået stærkt frem det seneste år med en fremgang på 37,5 procent til 259.325 tons og ånder dermed USA i nakken.

Kinas totale importerede mængde af fersk og frosset svinekød er opgjort til 2,2 mio. tons - en fremgang på 7,7 procent på et år.

For biprodukter fastholder USA rollen som den største eksportør, men Spanien oplever også her vækstrater, som konkurrenterne kun kan være imponeret over.

Spaniens eksport af biprodukter er gået frem med 42,6 procent på et år til 146.605 tons, mens Danmark her indtager tredjepladsen trods en tilbagegang i målte mængder på 3,3 procent til 77.546 tons.

Totalt har Kina aftaget 592.838 tons biprodukter i årets første seks måneder. Det er en tilbagegang på 8,6 procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle