Danmarks økologiske areal slår igen rekord - øget med størrelsen på Langeland

Det økologiske areal fortsætter sin eksplosive vækst og udgør nu mere end 245.000 hektar af det samlede landbrugsareal i Danmark. Størstedelen findes i Sydjylland, Nordjylland og Vestjylland.

Det økologiske areal i Danmark fortsætter sin kraftige vækst og har faktisk aldrig været større. Det viser Landbrugsstyrelsens nye statistik over økologiske jordbrugsbedrifter for 2017.

Af statistikken fremgår det, at det økologiske areal fra 2016 til 2017 steg med 28.365 hektar, hvilket svarer til størrelsen på Langeland. Dermed er det økologiske areal nu oppe på mere end 245.000 hektar og udgør over 9 procent af det totale landbrugsareal i Danmark.

Det skriver Landbrugsstyrelsen.

"Det økologiske areal i Danmark har aldrig været større. Hele 170.000 hektar er allerede fuldt omlagt og yderligere 75.000 hektar er ved at gennemgå omlægning til økologisk produktion. Jeg er glad for, at mange landmænd fortsat gerne vil prøve kræfter med økologien", siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Ser man på, hvordan det økologiske areal fordeler sig i de forskellige landsdele, ligger størstedelen af arealet i Sydjylland, Nordjylland og Vestjylland. Her udgør det økologiske landbrugsareal henholdsvis 70.070 hektar, 52.844 hektar og 36.041 hektar.

I de tre landsdele er det henholdsvis Tønder (15.642 hektar), Ringkøbing-Skjern (11.772 hektar) og Thisted (8.372 hektar) kommune, der har det største økologiske areal.

Økokyllinger og grøntsager hitter

Samtidig med, at det økologiske areal er blevet større, er den økologiske husdyrproduktion også forøget det seneste års tid.

I staldene på de økologiske bedrifter er antallet af økologiske slagtekyllinger fordoblet fra 2016 til 2017, så der nu produceres 1,8 millioner økologiske slagtekyllinger i Danmark.

Også produktionen af økologiske slagtesvin er vokset med mere end 30.000 svin, og antallet af økologiske malkekøer er steget med næsten 13.000 årskøer.

Vender man blikket ud over markerne, dyrkes relativt store andele af arealet økologisk. For en lang række almindelige grøntsager som gulerod, rødbede og squash gælder det nemlig, at de i 2017 i høj grad blev dyrket økologisk, svarende til mere end 40 procent af de pågældende grøntsagsarealer.
"Regeringen og Dansk Folkeparti støtter omlægningen til økologi og har netop sikret, at udviklingen kan fortsætte med de 39 initiativer i Vækstplan for dansk økologi. Vækstplanen skal sikre Danmarks position som en af verdens førende økologinationer", siger Esben Lunde Larsen.

Faktaboks

  • Landbrugsstyrelsens statistik over økologiske jordbrugsbedrifter 2017 baserer sig på de økologiske bedrifters indberetninger og er dermed et øjebliksbillede af den økologiske jordbrugsproduktion per 31. maj 2017. 
  • Overordnet viser statistikken, at det økologiske areal fra 31. maj 2016 til 31. maj 2017 steg fra 216.794 hektar til 245.159 hektar, hvilket er en stigning på 13 procent. 
  • Dermed udgjorde det økologisk landbrugsareal i 2017 9,2 procent af det totale landbrugsareal i Danmark, hvilket er en stigning fra 8,1 procent i 2016. 
  • Per 31. maj 2017 var 3.469 bedrifter enten autoriserede til økologisk jordbrugsproduktion eller havde søgt om autorisation. Det er en stigning på 296 økologiske bedrifter i forhold til 2016.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle