Dansk-ejet farm har naboer med ASF: Vi kan stort set ikke gøre mere

Nicolai Jepsen er direktør for Goodvalley i Rusland, hvor der lige nu er talrige udbrud hos naboerne.

For anden gang på bare tre måneder slog ASF-virus ned tæt på Goodvalleys store farm i Rusland.

Denne gang måtte en nabovirksomhed aflive 15.000 svin som følge af et udbrud - og Goodvalleys direktør Nicolai Jepsen og hans mange medarbejdere blev igen-igen mindet om sygdommens alvor.

"Det er anden gang på tre måneder, at det rammer her i regionen. For tre måneder siden var det Cherkizovo, der blev ramt på tre farme, bare 35 kilometer øst for os. Og nu er det så Centralnaja, der ligger 70 km øst for os på den anden side af Tambov", forklarer Nicolai Jepsen.

Tambov ligger syd for Moskva og er et område præget af landbrug og stor svineproduktion. Her har Goodvalley de seneste år produceret 160.000 grise årligt, samt drevet nu snart 5000 hektar jord.

Også i efteråret hærgede sygdommen og det betød, at op mod 400.000 russiske grise i alt blev slået ned på få måneder.

"ASF-virus er et levevilkår for os lige nu. Det er rigtigt svært at få bugt med, og det er da et pres, at det kommer så tæt på os igen", forklarer direktøren, der dog også har svært ved at tage yderligere tiltag.

"Vi har overordnet set meget høje biosikkerhedsstandarder, og det er svært at gøre meget mere, end vi gør i forvejen. Vi strammer lidt op, men vi gør så meget allerede, at vi har svært ved at gøre mere", erkender han.

"Små aftagere får ikke lov at hente grise hos os, og vores leverandører af for eksempel medicin skal skrive under på, at de ikke også leverer til de farme, der er ramt i området", lyder det som nogle af de få enkelte tiltag, der kan gøres nu.

Derudover uddanner og tester Goodvalley løbende sine mange ansatte på farmen i, om de kender reglerne og efterlever dem. 

"Vi er godkendt af myndighederne til det højeste niveau af biosikkerhed. Det betyder også, at vi ikke har begrænsninger på at sælge grise ud af vores lokalområde, oblast, hvilket vi gør med størstedelen af vores grise", forklarer Nicolai Jepsen.

Ramt af sygdom

I det hele taget står der virus og virusbeskyttelse på meget af Nicolai Jepsens hverdag i det seneste år.

"Vi blev ramt af PRRS og en pandemi nærmest inden for de samme to uger sidste år, og det har da været en udfordring. Og så det konstante pres af ASF, der især i efteråret i oktober og november betød, at omkring 400.000 grise blev slået ned her i Rusland. Så vi har al mulig virus omkring os", konstaterer han med lidt tilstræbt munterhed.

PRRS er koncernen nu igennem, omend det lagde en stærk dæmper på produktionsresultater og økonomi hen over efteråret, viser Goodvalleys regnskaber.

Samtidig betød den massive nedslagtning af ASF-ramte dyr også bedre priser for selskabet.

"Vi har fået højere priser i første kvartal i år, end vi normalt ser. Det plejer ellers at være en død periode efter helligdagene, men det store antal dyr, der blev slået ned, havde effekt", konstaterer Nicolai Jepsen.

Han forventer dog ikke, at det nye udbrud på nabofarmen med 15.000 svin vil få yderligere betydning - andet end at det viser, at virus stadig er i området, og at man skal være på vagt.

- Får det betydning resten af året?

"Jeg ville ønske, at jeg kunne sige nej. Men normalt er det i sommerperioden, fra juli til september, at der er flest udbrud af ASF, fordi det er varmt og dyrene bevæger sig mere. Der så vi jo i vinter, at der var flere udbrud, end der plejer at være. Så det kan ikke udelukkes, at der vil være flere udbrud i sommer også. Så selvom vi har meget høje biosikkerhedsstandarder må vi erkende, at ASF er et levevilkår for os".

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle