Dansk landmand stiller grønt kors på marken: Protesterer mod tredobling af efterafgrøder

Formålet med at stille det grønne kors op er at få folk til at undre sig og stille spørgsmål til kvælstofreguleringen, som landmanden Troels Juel mener er helt urimelig.

Med stærk inspiration fra protesterne i Tyskland har en dansk landmand og planterådgiver stillet et grønt kors på sin mark.

Korset skal symbolisere, at regeringen med deres nye regler for kvælstofregulering kan ende med at lægge dansk landbrug i graven.

Det skriver Troels Juel, der ejer marken. Han har delt et billede af korset på Facebook med den forhåbning, at kunne skabe lidt larm omkring det nye krav om tredoblingen af efterafgrøder.

"Alle synes selvfølgelig, at det er frygteligt urimeligt. Men jeg har gjort det (stillet korset op red.) for at gøre noget. Det jeg går op i er, hvordan man kan kommunikere med alle dem, som ikke er landmænd. Når det står sådan et kors ude på marken, så undrer de sig og spørger", siger Troels Juel til landbrugsavisen.dk. 

Landmanden, der ejer et mindre landbrug med planteavl på 40 hektar nær Struer, er nemlig dybt utilfreds med regeringens, støttepartierne og Alternativets aftale om en fremrykning af den målrettede regulering, som pålægger danske landmænd et krav om at etablere tredobbelt så mange efterafgrøder til næste år.


Opslaget er i øjeblikket blevet delt 1.100 gange og har fået 570 likes.

Går ind for fredelig demonstration

Troels Juel er uddannet agrarøkonom, og har arbejdet som privat frøavlskonsulent i 10 år.

Han tror på, at den bedste måde at få indflydelse er gennem en fredelig protest.

"Jeg synes, det er en relativt fredelig protest. Jeg tror ikke på, at det nytter noget at køre ind på Christiansborg med en traktor. Jeg tror og håber i stedet, at dialog og gode argumenter er den rigtige vej frem", siger Troels Juel.

Han er især utilfreds med, at aftalen om efterafgrøder bygger på beregnede tal for kvælstofudvaskningen, i stedet for målte værdier. 

"De faglige begrundelser halter. Hvis vi skal reguleres skal det være på beviseligt grundlag, og så skal rensningsanlæg og private husholdninger, som også forurener vandmiljøet, også reguleres", siger Troels Juel.

Inspirationen til det grønne kors kommer fra Tyskland, hvor mange landmænd igennem flere måneder deltog i den stille protest at sætte grønne kors op på deres marker, for at symbolisere hvordan besparelserne og de skærpede regler for eksempelvis sprøjtemidler ville blive landbrugets død.

Senest har landmændene i Litauen også taget konceptet med de grønne kors til sig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle