De driller veganere og spiser to kilo kød om dagen: Folk går på køddiæt

En mindre, men stigende gruppe lever på en diæt udelukkende af kød og æg. De spiser ingen plantebaserede produkter og oplever efter eget udsagn større produktivitet i hverdagen og mental klarhed.

Flere og flere veganske produkter ser dagens lys, ligesom et stigende antal danskere skærer ned på kødforbruget.

Men som en absolut modpol har en ny ekstremt diæt set dagens lys - den kødædende!

Det skriver The Guardian.

Mediet har talt med en række personer, som udelukkende spiser bøffer og æg i løbet af dagligdagen - op imod to kilo rent kød om dagen.

Shawn Baker er en 51-årig ortopædkirurg fra Californien, som det sidste halvandet år ikke har spist andet end to kilo steaks dagligt. Han indtager ingen plantebaserede produkter, og det træner eftersigende kroppen til at køre på fedt snarere end kulhydrater.

"Det kan være monotont at spise det samme igen og igen, men som tiden går, begynder du at hungre efter det", siger han og fortæller, at han har fået bedre nattesøvn, flottere hud og kommet sig over sine maveproblemer som følge af kostomlægningen.

Fortalere for den kødfyldte diæt siger, at det reducerer inflammation og giver et lavere blodtryk samtidig med, at det øger libidoen og den mentale klarhed. De peger på, at det med de store kødmængder er nok at spise bare en enkelt gang eller to om dagen, og så er alle mellemmåltider og snacks unødvendige.

Christopher Gardner er professor i medicin på Stanford Universitet, og han er dog langtfra enig i de gavnlige effekter af udelukkende at spise koteletter og bøffer.

"Det lyder katastrofalt på flere niveauer. Manglen på fibre i en køddiæt vil sandsynligvis forårsage kaos i bakterierne i vores tarm", siger han til The Guardian.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle