Der er godt gang i salget hos proteinvirksomhed: Giver ekstra månedsløn til de ansatte

Den danske proteinvirksomhed European Protein har forbedret sin indtjening i 2020, og det betyder, at alle ansatte belønnes med en ekstra månedsløn.

Når de ansatte ved European Protein har tjekket lønkontoen i juni, er der gået lidt ekstra ind end sædvanligt. Virksomheden, der blandt andet laver fermenteret protein til svinefoder, der kan erstatte brugen af medicinsk zink, har nemlig uddelt en ekstra månedsløn til alle ansatte, fordi proteinsalget i 2020 er gået rigtig godt.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

"Vi har haft utrolig travlt på trods af corona, og medarbejderne har løbet ekstra stærkt for at efterkomme en stigende efterspørgslen på sundhedsfremmende proteiner. Hos European Protein ved vi, at gode resultater skyldes den samlede holdindsats, og derfor deler vi ud af overskuddet til medarbejderne", fortæller direktør Jens Legarth. 

Overskudsdelingen er et led i ansættelsen hos European Protein. Den gælder for alle ansatte og er en del af de samlede personalegoder, der skal sikre trivsel hos medarbejderne.

Godt salg

Der har været stor fremgang i salget af proteiner, og dermed kommer virksomheden ud af 2020 med vækst på både top- og bundlinje. 

Driftsresultatet er steget fra 4 mio. kr. i 2019 til 7,5 mio. kr. i 2020 i den danske del af forretningen.

Der forlyder dog ikke, hvad bundlinjen er forbedret med, og regnskabet er endnu ikke offentligt tilgængeligt.

Ved seneste regnskab i 2019 fik European Protein et overskud på 2,6 mio. kr., der er et datterselskab under Fermentationexperts AS, der er et rent produktionsselskab af virksomhedens forædlede proteiner og enzymer til foder. 

En kombination af højere priser på soja og et intensiveret fokus fra svineproducenterne på sundhed for søer og smågrise, har øget efterspørgslen på de alternative funktionelle proteiner, lyder det.

"Vi har oplevet en markant stigende interesse for vores foderkoncept, hvor henholdsvis raps- og tang anvendes i smågrisefoder og sofoder", siger Jens Legarth.

Ifølge direktøren stiger interessen, fordi flere europæiske svineproducenter leder efter alternativer til medicinsk zink (ZnO) og soja.

European Protein samarbejder desuden med København Universitet om et forsøg på at måle grises sundhed før og efter, de fodres med virksomhedens foder. 

Derudover er virksomheden også med i to accelerator-programmer, der skal hjælpe virksomheden til at vokse. Blandt andet på søsterselskabet, FermBiotics, der laver ingredienser og kosttilskud til mennesker og kæledyr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle