Dyrskuechef stopper efter kun et år

Siden oktober 2018 har Alex Nielsen stået i spidsen for Danmarks ældste dyrskue. Han har nu efter flere overvejelser valgt at fratræde stillingen som dyrskuechef.

Alex Nielsen, der tiltrådte som ny dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue i efteråret 2018, har valgt at stoppe som chef for landets ældste dyrskue efter blot ét år.

Det skriver Det Fynske Dyrskue i en pressemeddelelse.

Alex Nielsen fratræder officielt stillingen pr. 1. september, men er fortsat tæt på Torben Povlsen, der er formand for Fynsk Landbrugs Eventforening, i forhold til den videre udvikling af dyrskuet.

Alex Nielsen udtrykker selv stor tilfredshed omkring samarbejdet med bestyrelsen og medarbejdere, som er blandt de væsentligste årsager til, at han kigger tilbage på tiden som dyrskuechef med ny viden og nye samarbejder. 

"Torben Povlsen, Lars Iversen og jeg har haft et godt samarbejde med hver vores styrker, som vi har formået at skabe plads til, så det gav synergi til eventet", udtrykker Alex Nielsen.

Formand Torben Povlsen vil foreløbig indtræde som konstitueret dyrskuechef, i tæt samarbejde med næstformand Lars Iversen. Projektmedarbejder Simone Hansen vil fortsat være den daglige kontakt for dyrskuets udstillere og samarbejdspartnere.

Førte stor forandring

Det Fynske Dyrskue 2019 så anderledes ud end hidtil, da en 350 m2 stor Skyliner blandt andet tegnede rammerne om det nye centralt placerede fødevaremarked.

En dynamisk indretning af pladsen og et ønske om digitalisering af organisationen var enkelte af de initiativer, som Alex Nielsen var med til at drive. 

"Vi er i bestyrelsen ærgerlige over, at Alex Nielsen har valgt at fratræde stillingen. Vi har hele vejen haft et godt samarbejde, hvor bestyrelsens ønske om modernisering og kvalitet har været i overensstemmelse med Alex Nielsens fokus på kvalitet, ordentlighed og modernisering", siger Torben Povlsen, formand for Fynsk Landbrugs Eventforening.

Planlægningen af næste års dyrskue er allerede startet.

"Mange af de aftryk, som Alex Nielsen har sat på Det Fynske Dyrskue 2019, vil vi tage med i den fremadrettede planlægning. Samtidig vil vi lave en naturlig sortering i de elementer, der gik rigtig godt og de elementer, der gik mindre godt".

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle