Europæisk hvedeeksport viser gode takter

Udsigt til genåbning overskygger øgede spændinger mellem USA og Kina, og så stiger den europæiske hvedeeksport.

Den europæiske møllehvedefuture på Matif lukkede i går marginalt i plus, understøttet af overvejende tørre konditioner i store dele af Europa. Det skriver Jyske Markets.

Med seks uger igen af indeværende marketingsår, viser de nyeste tal for den europæiske hvedeeksport, at den i sidste uge ramte 30,7 mio. ton, en stigning på 61 procent i forhold til samme tid sidste år.

Traditionelt er de nordafrikanske lande blandt topdestinationerne, mens også Saudi Arabien og Kina er på top fem.

Helligdag lagde dæmper på

En forlænget weekend i USA og Storbritannien, som følge af helligdag, lagde samtidig en dæmper på markedsaktiviteten og bevægelserne.

Markedet træder i disse dage vande uden egentligt retning, hvor de tørre forhold i Europa endnu ikke er så kritiske, at det sender priserne nordover. Med til at holde en dæmper på prisudviklingen er fordelagtigt nedbør over dele af Sortehavsområdet, der ikke mindst betyder, at Ukraine har kurs mod rekordstor majshøst.

Styrket russisk rubel

I takt med at olieprisen ser ud til at have dannet sig en bund tilbage i april, kombineret med at den værste uro har lagt sig oven på udbruddet af Coronavirussen, har vi de sidste par måneder set en betydeligt styrket
russisk rubel, som dels reagerede kraftigt på den generelle markedsuro og de lavere oliepriser.

Så længe vi ser en stabilisering af de finansielle markeder må det forventes, at den udvikling fortsætter og dermed, alt andet lige, vil svække den russiske konkurrenceevne på eksportmarkedet frem mod ny høst.

Majs 90 procent tilsået

Varmt og vådt vejr i denne uge, kombineret med udsigt til varmt og tørt vejr næste uge giver et godt udgangspunkt for de amerikanske landmænd til at færdiggøre tilsåningen af vårhvede, majs og sojabønner kombineret med, at det giver afgrøderne en favorabel start.

Når USDA i aften offentliggør de nye estimater for den amerikanske tilsåning, ventes majsen at ramme 90 procent, sojabønner 74 procnet og vårhveden 83 procent.

Små prisstigninger

Den amerikanske afgrødehandel er henover natten genoptaget efter gårsdagens helligdag på marginalt højere priser til majsen, hvor de stigende oliepriser er med til at understøtte den amerikanske ethanolproduktion.

Chicago-hveden er åbnet uændret, hvilket vi forventer også vil gøre sig gældende for møllehveden, mens sojabønner understøttes af en stærkere brasiliansk valuta. Handelsrelationerne mellem USA og Kina er fortsat et risikoscenarie, hvor der diskuteres alt fra forbud mod kinesisk teknologi, adgangen til amerikanske kapitalmarkeder, skylden for coronavirussen og situationen i Hong Kong.

Alt dette bliver for nuværende dog overskygget af udsigten til genåbning, deraf økonomisk fremgang samt endnu en potentiel vaccine mod Covid-19.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle