Fødevareminister erkender: Nødslagtninger bliver formentlig dyrere

Fødevareministeren vedkender at nødslagtninger fremover vil blive dyrere for landmændene.

Fødevareministeren har nu givet lyd fra sig i forbindelse med sagen om de fordyrede gebyrer for blandt andet markskydning og nødslagtninger.

Han erkender blandt andet, at nødslagtninger bliver dyrere, som flere kritiske røster har gjort opmærksom på gennem de seneste uger.

"I forhold til nødslagtninger er det korrekt, at landmanden formentlig vil opleve en markant stigning i omkostningerne i forhold til tidligere", fremgår det af et svar som Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har sendt til blandt andet Christian Lund, formand for Landbrug & Fødevarer, kvæg. 

Ministeren er dog uenig i, at også gårdslagtninger vil blive dyrere:

"I forhold til gårdslagtninger er det vurderingen, at betalingen i de fleste tilfælde vil blive mindre", skriver ministeren videre til Christian Lund, der sammen med direktøren for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, og formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster, i midten af december skrev til ministeren for at gøre opmærksom på problemet.

Rasmus Prehn erkender dog, at det er nødvendigt at kigge en ekstra gang på ordningen:

"Når det er sagt, vil jeg dog gerne understrege, at jeres henvendelse er taget til efterretning – og Fødevarestyrelsen vil følge udviklingen med henblik på eventuelt at kunne effektivisere nødslagtningsordningen".

Løser ingenting

Sagen drejer sig om en ny bekendtgørelse om de såkaldte AM-kontroller, det levende syn, der nu skal foretages af en embedsdyrlæge forud for en slagtning.

Ifølge bekendtgørelsen er det nu Fødevarestyrelsen der administrerer ordningen, og det gør det så omkostningstungt, at landmændene begynder at fravælge metoderne.

"Jeg bor 10 kilometer fra Holsted Slagteri. Har jeg et dyr, der er kommet til skade, som det jo ikke kan undgås sker en gang i mellem, så gør jeg da mit ypperste for at få det nødslagtet og afsted til Holsted. Men der vil være, og der er allerede landmænd, der vil overveje om det kan betale sig og i stedet lade være", forklarer Christian Lund fra L&F.

"Svaret fra ministeren hjælper og løser ingen ting, men vi stopper ikke her. Jeg kan kun opfordre til at Fødevarestyrelsen hurtigst muligt inviterer erhvervet og andre vigtige interessenter til en dialog, så vi sammen kan drøfte, hvordan der kan findes en model for, hvordan kontrollen kan tilrettelægges på en måde, så der ikke indføres så høje gebyrer", siger Christian Lund.

Vanvittig ordning

Sagen er startet efter Fødevarestyrelsen har skulle implementere en EU-forordning i den danske lovgivning. Forordningen har krævet, at de dyrlæger, der foretager en kontrol før en slagtning skal være en embedsdyrlæge ansat af Fødevarestyrelsen. 

Derfor har Fødevarestyrelsen udstedt nye timetakster for de ansatte embedsdyrlæger, der i de fleste tilfælde er langt højere end dem, landmanden er vant til fra sin praktiserende dyrlæge.

"Det er skørt, at det nu skal være ansatte embedsdyrlæger, og det ikke fortsat kan varetages lokalt af de praktiserende dyrlæger. Kravet om at dyrlægen nu skal være ansat af Fødevarestyrelsen er blot med til at lægge en ekstra omkostning på landmanden, og øge bureaukratiet", siger Christian Lund og fortsætter:

"Det er vores vurdering, at EU-forordningen rummer en bredere mulighed for fortolkning, som kunne give en mindre administrativ tung løsning ", siger han.

Den nye bekendtgørelse trådte i kraft ved årsskiftet. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle