Første slagteri indfører krav om lokalbedøvelse ved kastration

Friland indfører fra 1. maj krav om lokalbedøvelse forud for sterilisation af pattegrise.

Om tre måneder mødes de 60 leverandører til Friland af et nyt krav. Inden de kastrerer hangrisene, skal de være lokalbedøvet.

Dermed skal medarbejderne på kursus godkendt af Fødevarestyrelsen, så de kan leve op til de nye statslige krav, der er indført fra 1. januar.

"Vi kan mærke, at debatten omkring kastration fylder blandt de danske forbrugere, og derfor glæder jeg mig over, at vi allerede fra maj kan gå forrest og fortælle, at vores leverandører gør noget ved denne her problematik og dermed er på forkant med dyrevelfærden, som vi er kendt for", siger Henrik Biilmann, adm. direktør for Friland.

Resten af svinebranchen og L&F Svineproduktion har som mål at indføre lokalbedøvelse senest ved udgangen af i år. Det var en ambition fra svinetopmødet arrangeret af daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) i 2015. Danske Svineproducenter har også opfordret deres medlemmer til at prøve metoder af, eftersom de forventer, at Tyskland vil indføre et lignende krav fra årsskiftet.

Friland, der er ejet af Danish Crown, ønsker at gå foran.

"Vi er en virksomhed, som lever af, at vi leverer på det allerhøjeste plan, når det kommer til dyrevelfærd. Derfor er det helt naturligt for mig, at vi også her går forrest, og foregriber tingenes gang ved at indføre det her krav på forkant", siger Henrik Biilmann.

Udviklingscenter for Husdyr på Friland, der er et fælleseje mellem Friland og Dyrenes Beskyttelse, har siden 2016 arbejdet på at finde den bedste løsning.

Leder Simme Eriksen oplyser, at de i 2017 fik dispensation hos Fødevarestyrelsen til, at en gruppe af landmænd kunne afprøve metoder.

"Vi har opsamlet erfaringer på forsøgsbasis og registreret resultaterne, og arbejder lige nu på en manual og materiale til et kursus for landmænd med husdyr på friland, der gør, at de kan gå i gang med dette her hurtigere", siger Simme Eriksen.

De udvalgte landmænd fik hver især et kursus svarende til det, som alle Frilands leverandører skal på frem mod 1. maj 2018.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle