FirstFarms låner millioner til opkøb og udvidelser

Tidligere ejer af Skiold låner FirstFarms over 22 mio. kr.

Interessen i at tegne obligationer i FirstFarms A/S har været så stor, at et udbud af konvertible obligationer for 72,25 mio. kr. er blevet overtegnet med 13,5 mio. kr., oplyser First Farms.

Det er planen, at de midler, der frigives ved salget af obligationerne, primært skal bruges til at udvide FirstFarms' nye forretningsområde svineproduktion og til yderligere køb af landbrugsjord. Desuden skal en del af pengene bruges til at styrke det børsnoterede landbrugs likviditet.

"Jeg er både glad og stolt over den tillid, der er vist os. Jeg er sikker på, at den gennemskuelighed hvorpå vi driver vores forretning har afgørende betydning for, at investorerne tør betro os deres midler. Det vidner den store overtegning også om," siger Anders H. Nørgaard adm. direktør i FirstFarms.

Køberne af FirstFarms' obligationer kan se frem til en rente på fem procent over fem år og en mulighed for et godt afkast, oplyser FirstFarms.

"Det er svært for investorer at finde en attraktiv rente. Virksomhedsobligationer er et godt alternativ for dem der, med et mellemlangt sigte, ønsker at placere deres frie midler til en fast god forrentning", siger Anders H. Nørgaard.

Af en pressemeddelelse fremgår det, at Thoraso Holding, der er ejet af FirstFarms bestyrelsesformand Henrik Hougaard, har tegnet for 6,1 mio. kr. Thoraso Invest, der også er ejet af Henrik Hougaard, har tegnet for 16,3 mio. kr.

Henrik Hougaard er i forvejen storaktionær i FirstFarms. Han har en baggrund som direktør, formand og medejer af den danske virksomhed Skiold, der i en årrække har leveret overskud på pæne to-cifrede millionbeløb, og senest i 2016 havde et nettoresultat på 36 mio. kr.

Skiold er for nylig blev solgt til kapitalfonden Solix Group.

Desuden har de to bestyrelsesmedlemmer Asbjørn Børsting, der blandt andet er tidligere direktør i Landbrugsraadet og DLG, samt Bent Juul Jensen har tegnet for henholdsvis 0,82 mio. kr. og 4,08 mio. kr.

Øvrige investorer har tegnet for 44,88 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle