Firstfarms slår ny rekord: Lander driftsresultat på 96 millioner kroner

2022 blev et historisk godt år for børsnoterede Firstfarms med et driftsresultat på 96 millioner kroner - før finansielle afskrivninger på hele 147 millioner kroner.

Danmarks eneste børsnoterede landbrugsselskab, Firstfarms, slår endnu engang alle rekorder og leverer fremgang for syvende år i træk.

Selskabets driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) ender på 147 millioner kroner. Det er er en fremgang på 33 millioner kroner. Selskabets resultat før skat ender på 84 millioner kroner

Omsætningen i Firstfarms, der driver en stribe landbrugsbedrifter i Centraleuropa, steg til 418 millioner kroner mod 370 i 2021-regnskabet.

Bestyrelsen og direktionen i FirstFarms A/S indstiller til generalforsamlingen, at der udbetales udbytte på 0,95 kroner per aktie til selskabets aktionærer.

På trods af vanskelige markedsforhold

Det væsentligt forbedrede resultat for 2022 er en realitet på trods af uforudsigelige markedsforhold, tørke og høj inflation, fremhæver Firstfarms i regnskabsmeddelelsen til fondsbørsen. 

Resultatet er drevet af rekordhøje mælke- og afgrødepriser, fornuftige grisepriser, høj effektivitet, risikospredning og dygtige medarbejdere.

- De gode priser for vores produkter understøttes af tiltagene, velfungerende cirkulær drift og en høj effektivitet i alle driftsgrene. Samtidig leverede alle medarbejdere og ledere endnu engang en dedikeret indsats, siger administrerende direktør i Firstfarms Anders H. Nørgaard.

Firstfarm forventer, at 2023 bliver et stabilt år med, hvad selskabet betegner som et tilfredsstillende driftsresultat før afskrivninger på mellem 90 og 120 millioner kroner, hvilket i så fald vil være en smule lavere end i 2022-regnskabet.

2023 bliver et stabilt år

- Succes i 2023 afhænger af evnen til fortsat at levere høj effektivitet og produktivitet i hele driften, samt salgspriser på under niveau af realiseret i 2022. Fokus vil være på at skabe mest mulig værdi i den cirkulære drift og værdikæderne omkring FirstFarms’ produkter, lyder det fra Firstfarms.

Det forventes at koncernen vil blive udfordret af høje indkøbspriser i markproduktionen og et generelt højt omkostningsniveau i forhold til 2022.

Samtidigt er resultatet negativt påvirket af indkøringsomkostninger af udvidelsen af griseproduktionen i Ungarn. Produktionen er fuldt indkørt med udgangen af 2023.

Blandt storaktionærerne i Firstfarms er tidligere Skiold-ejer, Henrik Hougaard, og godsejer Bendt Wedell. Henrik Hougaard er også bestyrelsesformand for selskabet.

 

 

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle