Gigantkæde forlanger kameraer i alle slagterier

Kameraer skal sikre dyrevelfærden i de mange slagterier, der leverer til kæden Carrefours varemærker.

Den franske supermarkedskæde Carrefour vil nu forlange kameraer i alle slagterier, der leverer til kædens egne varemærker.

Carrefour, der er blandt verdens største, vil dermed markant styrke sin overvågning og auditering af sine leverandører på kødsiden. Kameraerne skal dermed være et vigtigt element i gennemførslen af 84 audits, inspektioner eller gennemgange, i 2019 hos kædens leverandører. Med til at udføre de mange audits medvirker også en organisation, der er oprettet for at hæve dyrevelfærden i slagterier.

Den franske kæde, der på verdensplan tæller mere end 12.300 butikker samt e-handel i mere end 30 lande, heriblandt både Brasilien og Kina, bliver med sit tiltag den første detailkæde i Frankrig til at stille krav om kamera-overvågning i slagterierne.

I en pressemeddelelse om initiativet fortæller Carrefour, at man vil gennemføre et pilotprojekt med overvågning i andelsselskabet Cooperl. Her skal der installeres kameraer i tre slagterier, hvorefter resultaterne skal deles med Carrefour og audit-partnerne.

Normal praksis i Danmark allerede

Fra Danish Crown oplyser pressechef Jens Hansen, at man allerede i en række år har haft kameraer opsat i en række slagterier, både i Danmark og i Tyskland. Baggrunden er ønsker fra kunderne, der gerne vil følge med i dyrevelfærden. Det primære område, der ønskes filmet, så man i tvivlstilfælde kan gå tilbage og gennemse optagelser, er staldene og de øvrige områder, hvor dyrene er levende.

Opdateret kl. 13.22 med tilføjelse om praksis hos Danish Crown.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle