Global mælkeproduktion vokser mere end forventet

Global mælkeproduktion vokser mere end antaget i 2020.

Førende analytikere var for pessimistiske, da de tidligere på året skulle forudsige, hvor meget den globale mælkeproduktion ville vokse i 2020.

Ifølge engelske AHDB lød analytikernes skøn tidligere på året, at den globale mælkeproduktion i de toneangivende lande ville vokse med 0,9 procent sammenlignet med 2019. 

Nu er prognosen hos blandt andre hollandske Rabobank revurderet og væksten skønnes til 1,5 procent.

Det tidligere skøn var præget af restriktionerne som følge af covid-19. De massive nedlukninger af samfundet verden over, ville føre til nedsat forbrug og derfor også nedsat produktion, mente analytikerne.

Men sådan gik det ikke.

Forbruget skiftede karakter fra on-the-go produkter til basis produkter og produktionen steg stærkere i især EU og USA, skriver AHDB.

I september, som er senest opgjorte måned for mælkeleverancer, steg indvejningen 1,6 procent. Foruden EU og USA er der også noteret fremgang i indvejningen på New Zealand.

De toneangivende lande udi mælkeproduktion er i dette tilfælde vurderet til at være EU, USA, Australien, New Zealand, Argentina og England.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle