GMO-forsker: Politikerne ignorerer befolkningens frygt

Nyt studie fra Københavns Universitet viser, at de politiske diskussioner om genmodificerede fødevarer har ignoreret danskernes bekymring om, at fødevarerne er "unaturlige". Yderst beklageligt, mener Jesper Lassen, der har forsket i holdninger til genmodificering de sidste 25 år.

Spørgsmålet om, hvorvidt genmodificerede fødevarer er unaturlige, fylder meget hos danskere, men en hel del mindre hos politikerne.

Det fortæller Jesper Lassen, professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, der har studeret den danske befolknings indstilling til genmodificerede fødevarer siden begyndelsen af 90'erne.

I sin seneste forskning har han dokumenteret, at der ikke er en sammenhæng mellem, hvad befolkningen har af forbehold over for genmodificerede fødevarer, og hvad de danske politikere har bragt op til debat i Folketinget.

Det skriver Det Natur- og Biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet i en meddelelse.
 
"Det står mejslet med store bogstaver, at folk ikke kan lide gensplejsede fødevarer, og et af de vigtigste argumenter er, at de opfattes som unaturlige. Men spørgsmålet om naturlighed optræder ikke i folketingsdebatterne. Politikerne skal selvfølgelig ikke gribe til populisme og bare snakke folk efter munden, men de bør tage befolkningens alvorligt, og forholde sig til deres argumenter" siger han.
 
I sit studie har han kigget på folketingsdebatter i forbindelse med, at Folketinget skulle diskutere EU-lovgivning om genmodificering og sammenholdt det med studier af befolkningens opfattelse af genmodificerede fødevarer.
 
"Det er tydeligt, at der er et misforhold mellem, hvad befolkningen er optaget af, og hvordan politikerne diskuterer genmodificerede fødevarer. Meget tyder på, at de folkevalgte lever i en politisk boble, hvor bestemte typer argumenter om risiko og nytte er vigtige, mens argumenter om f.eks. naturlighed der også er vigtige for befolkningen, aldrig fremføres" siger Jesper Lassen.

Etik er vigtigt for befolkningen

Jesper Lassen uddyber, at for danskere og andre europæere handler skepsissen omkring genmodificerede fødevarer, om hvorvidt de kan siges at være etisk og moralsk forsvarlige.
 
"Selvom spørgsmål om risiko og nytte er vigtige for folk, er moralske eller etiske aspekter også vigtige. I forhold til genmodificerede fødevarer handler det for eksempel om, om noget er unaturligt, altså om det overskrider artsbarrierer eller skaber nye typer organismer.
 
Disse bekymringen overskygger alle de andre forbehold, de har et såkaldt moralsk veto," siger han.
 
I sin analyse af de politiske debatter, har Jesper Lassen kunne se, at politikerne har langt mere fokus på nytte og risiko ved genmodificerede fødevarer.
 
"Politikerne diskuterer for eksempel, om genteknologien er en kilde til mere robuste afgrøder, og om dyrkning af genmodificerede afgrøder påvirker økologiske landbrug, eller hvilke langsigtede miljømæssige risici der er. Dermed ignorerer de helt nogle af de etiske spørgsmål, som er vigtigst for folk " understreger Jesper Lassen.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle