Højere lokal mælkepris redder bornholmske landmænd

De bornholmske landmænd er langt fra så hårdt pressede som kolleger i resten af landet.

Selvom det ikke går fantastisk for landmændene på Bornholm, så går det alligevel bedre for øens bønder end for landmændene i resten af landet.

Det skriver Bornholms Tidende

Centerchef fra Bornholm Landbrug, Henry Jespersen, kender ikke til nogen bornholmske mælkeproducenter, der er på randen af fallit, og han vurderer, at det kan skyldes mælkeprisen, der er højere på øen.

"Mælkeproducenterne er mere pressede hos Arla, end de er hos os. Bornholms Andelsmejeri lever meget på ost, og ost har ikke været så prisfølsomt som drikkemælk og mælkepulver, som Arla kører med. Men prisen på mælken på Bornholm er omvendt for lille til, at der er til jubelscener," siger Henry Jespersen.

Også hos Danske bank på Bornholm, der er bank for cirka halvdelen af øens landmænd, ser man mælkeprisen som grunden til den sundere økonomi.

"Arla har sat prisen ned rigtig mange gange, og lige nu får vi 48 øre mere pr. kg standardmælk på andelsmejeriet, end man får hos Arla. 48 ører mere, det er mega meget. Det kan gøre hele forskellen mellem, om man lige kan få det til at løbe rundt og overleve - eller om man må lukke ned," siger Anette Hansen, erhvervschef i Dansk Bank på Bornholm.

Hun vurderer, at den højere mælkepris betyder forskellen mellem en økonomi, der lige præcis hænger sammen og et underskud i millionklassen.

Bornholms svineproducenter får samme afregning som resten af landet, mens planteavlerne på Bornholm er dem, der klarer sig bedst.

"De har haft et godt og nemt år på Bornholm og udbytte over middel. Der er relativt lave afregningspriser, især på korn, men omkostningerne har ikke været så voldsomme og der er gode udbytter - så det har egentlig været et år på middel, lidt over middel totalt set. I Jylland er planteavlerne frygteligt hårdt ramt af meget regn. Her et koldt forår, ti dage senere på den end andre år, men det har ikke gjort noget i forhold til afgrøderne," siger Anette Hansen.

Hun vurderer generelt at selvom, økonomien ikke er noget at prale af for øens bønder, så ser er der ingen akutte problemer. Ifølge hende har de bornholmske landmænd optimeret ligesom i andre lande, men har udover det passet på pengene og afstået fra at investere i udlandet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle