Her er kandidaterne, der stiller op ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde

Landbrug & Fødevarer har oprettet en kandidatliste over personer, der opstiller ved delegeretmødet i Herning.

Landbrug & Fødevarers delegerede skal i næste uge vælge en stribe af de personer, der skal repræsentere primærmedlemmerne i det nye L&F 2.0 i de to kommende år.  

Hvem de er, hvem de har som stillere og hvad de fortæller om sig selv, har alle nu mulighed for at se på en særlig side med kandidatlister, som Landbrug & Fødevarer har oprettet og  sendt til alle delegerede.

Her kan man for eksempel se, at Søren Søndergaard som den foreløbig eneste er kandidat til posten som primærformand, og at der til gengæld er udsigt til kampvalg om posten som landboforeningsvalgt viceformand.

Ved valget af posten som formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion, er der indtil videre én enlig kandidat: Torben Hansen.

På kandidatlisten til valg af de seks 'frit valgte repræsentanter for landboforeningerne til Forretningsudvalget' samt to suppleanter figurerer p.t. seks personer, men listen mangler dog én af de kendte kandidater - LandboSyd-formand Henrik Jessen - og flere kan komme til ved selve delegeretmødet.

De seks p listen er: Carl Christian Pedersen, Agri Nord, Torben Farum, LandboNord, (ønsker valg som suppleant), Hans Gæmelke, Djurlands Landboforening, Kristian Gade, Holstebro Struer Landboforening,  Lars Jonsson, Nordsjællands Landboforening og Poul Henrik Prahl, VKST.

Fire har indtil videre meldt sig som kandidater til valget af fire fritvalgte repræsentanter for landboforeningerne til sektorbestyrelsen for Landbrug & Fødevarer, Økonomi & Virksomhedsledelse.

De fire er: Anders Harck, Lars Tolstrup og Poul Jakob Bønløkke. Også Anders Nørgaard er kandidat, selvom det ikke  fremgår af listen.

Der er med andre ord umiddelbart først og fremmest udsigt til spænding ved valget af viceformand.

Valgmøder

De to kandidater, Thor Gunnar Kofoed, viceformand siden 2018, samt Torben Povlsen, formand for L&F Centrovice, medlem af primærbestyrelsen og nu for anden gang kandidat til viceformandsposten, stiller op til to valgmøder inden delegeretmødet.

De foregår i henholdsvis Vejen og Sorø.

Kun mødet i Vejen er dog et åbent medlemsmøde og det er kun for aktive medlemmer af landboforeningerne i Sydjylland. Mødet foregår torsdag 3. november kl. 19 på Hotel Skibelund Krat.

Arrangørerne er Sydvestjysk Landboforening, Jysk Landbrug, SLF, Vejle-Fredericia Landboforening, LandboSyd, LHN og Kolding Herreds Landbrugsforening.

Landbrugsmediernes chefredaktør Christian Friis Hansen er ordstyrer ved mødet, hvor deltagerne får mulighed for at gå de to viceformandskandidater på klingen.

Også Østlige Øers Landbrugspolitisk Forum Region Øst har arrangeret et valgmøde. Det foregår fredag aften hos VKST i Sorø og er kun for delegerede på Østlige Øer inklusive Bornholm.

Du finder kandidatlisten her.

Opdateret med Anders Nørgaard 3. november 2022

Emneord

Delegeretmøde 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle