Herregård får Realdania-støtte

Planerne for et Kraftcenter for Fødevarer på Ausumgaard mellem Holstebro og Struer er rykket et skridt nærmere realisering, idet det nu er lykkedes at sikre finansieringen af en forundersøgelse af projektet.

Ausumgaards idé med 'Kraftcenter for fødevarer' er, at det skal være en smeltedigel, hvor små og store fødevareproducenter, uddannelsesinstitutioner og oplevelsesindustrien i Midt- og Vestjylland udvikler nye produkter og samarbejder på tværs.

Nu er det rykket et skridt nærmere, efter Realdania har støttet en forundersøgelse med 200.000 kr. Også andre - både offentlige og private aktører - støtter forundersøgelsen, der nu har opnået 1,5 mio. kr., så den kan sættes i værk.

Dermed er det ét af flere fødevarecentre tættere på realisering. I Aarhus er der Agro Food Park, og i Vejle har to erhvervsfamilier skudt 100 mio. kr. i et kommende Food House Vejle.

Ausumgaard Udvikling ApS, som står bag projektet i Vestjylland, har rejst omkring 1,5 mio. kr. til udviklingsfasen, der løber frem til nytår.

"Rigtig mange har vist interesse for projektet og med pengene til forundersøgelsen kan vi nu tage nogle meget væsentlige skridt imod realiseringen," siger Jes Damgaard Lund, der er projektleder i Ausumgaard Udvikling ApS, i en pressemeddelelse.

Arkitekterne går nu i gang med at skitsere, hvordan de gamle avlsbygninger på herregården kan omdannes til moderne faciliteter til produktion, undervisning og oplevelser. Desuden vil de gå ud og få endeligt svar fra virksomheder og andre, om de vil være med eller ej.

Fødevarer stort potentiale

Programchef i Realdania Stine Lea Jacobi siger:

"Vi synes, at Kraftcentret for Fødevarer er en rigtig spændende ide. Fødevareproduktion er et af yderområdernes største potentialer, og et kraftcenter kan bidrage til at styrke småskalaproduktion og innovation i fødevaresektoren – både lokalt og på landsplan."

Kraftcenter for Fødevarer har et foreløbigt, samlet budget på 28 mio. kr.

Faktaboks

Udviklingsfasen skal afdække, om der er grundlag for den egentlige etablering af Kraftcenter for Fødevarer på Ausumgaard fra 2016.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle