Jeg fandt gården via Google Maps og spurgte, om de kunne bruge hjælp

Jeppe Kristensen kunne næsten ikke vente på sin 13 års fødseldag. Den betød nemlig, at han måtte søge arbejde efter skoletid.

Jeg kendte ikke nogen landmænd på egnen, men ville gerne arbejde på et landbrug. Jeg brugte derfor Google Maps til at søge efter landbrug i nærheden og fandt en gård ikke så langt fra vores hjem.

Jeg søgte efter et telefonnummer og fandt et på Jilke Arentoft, som er driftsleder på gården. Jeg ringede og spurgte, om han kunne bruge en skoledreng nogle timer hver uge samt i ferier.

Vi mødtes på gården en søndag eftermiddag. Jeg troede, at de havde malkekøer, men det viste sig at være tyrekalveproduktion. Det afskrækkede mig nu ikke, men jeg har lært, at man skal have mere respekt for tyre end køer.

Jilke spurgte, hvad jeg kunne, og jeg sagde, at jeg havde en smule erfaring med landbrug. Han godt kunne bruge ekstra hjælp, og dagen efter begyndte jeg. Det er et godt sted at arbejde. Der er styr på tingene, og jeg har nogle faste opgaver. Men det er træls, at jeg kun må arbejde efter skoletid og ikke må arbejde så lang tid her i vinterperioden, fordi det bliver tidligt mørkt. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde nogle flere timer og siger altid ja, hvis de kan bruge min hjælp, når jeg har ferie fra skolen.

Kobler helt af

Jeg hjælper med at give tyrekalvene mælk, strø halm i boksene, vaske i stalden, og nogle gange har jeg hjulpet med at flytte dyr.

Efter en lang dag i skolen stresser jeg helt af, når jeg kommer ud på gården. Jeg skal ikke tænke på en masse andre mennesker og indtryk. Der er bare mig og dyrene og en anden medhjælper. Det er rart at kunne tømme hovedet.

Da jeg var mindre, hjalp mine forældre, mine to storebrødre og jeg en ældre landmand i byen med at høste og så. Det var meget gammeldags, men altid hyggeligt. Måske fordi vi var sammen om det som familie.

Siden landmanden stoppede, har jeg ikke arbejdet med landbrug. Men jeg har hele tiden glædet mig til, at jeg blev gammel nok til at måtte søge et fritidsjob, for så ville jeg ud på en gård igen. Da jeg blev 13, måtte jeg søge arbejde og ringede til Jilke få dage efter min fødselsdag.

Jeg arbejder dér, fordi jeg har lyst. Det er ikke for pengenes skyld.

De kan deres kram

Når jeg bliver 16 år, vil jeg tage traktorkørekort og spørge en maskinstation, om de kan bruge hjælp. Jeg har tænkt på at søge hos Skamstrup Maskinstation, fordi de har styr på deres kram og holder traktorerne ved lige. Det kan jeg se, når de lægger billeder på facebook, eller når jeg møder dem på vejen.

Jeg vil gerne være maskinfører. Min far og mine brødre kører lastbil. Men landbruget er nu sjovere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle