Jobportal vil hjælpe tidligere mink-medarbejdere hurtigt videre i nye jobs

Jobportalen for landbruget, Jobstafet.dk, har sat ind på at hjælpe tidligere ansatte på minkfarme godt videre. Jan Sunesen har netop ansat to minkpassere på en svinefarm, selvom de aldrig har passet grise.

Med en de facto nedlukning af minkbranchen følger også, at en del ansatte på de danske skal ud og finde et nyt arbejde efterhånden som rengøring og desinficering af farmene rundt omkring afsluttes.

For at forsøge at hjælpe minkfolkene godt videre, har Jobstafet.dk startet nogle tiltag, der skal få de tidligere minkpassere videre i nyt job. Faktisk har portalen allerede hjulpet flere til et nyt job inden for svineproduktion.

"Vi har set, at de tidligere minkmedarbejdere er særligt attraktive for svineproducenterne. Tre arbejdsgivere har allerede ansat folk, der tidligere kun har arbejdet med mink. Vi vil rigtig gerne fortælle, at der er et håb derude for både de danske og udenlandske medarbejdere i den her branche", siger Christina Libach Bentzen, Teamleder og HR-konsulent hos LandboUngdom. Det er LandboUngdom der står bag Jobstafet.dk. 

Konkret har jobsiden gjort det muligt for jobsøgende, der opretter et cv på hjemmesiden, at klikke af i en boks, at de er tidligere ansatte på en minkfarm. På den måde kan arbejdsgivere specifikt gå ind og søge efter nye ansatte fra minkbranchen.

"Vi kommer også til at henvende os til interesseorganisationerne og og fortælle, at vi har en platform, hvor de kan henvise deres medarbejdere til. Vi ved jo, at der er et behov for arbejdskraften derude, så budskabet må være, at der er mulighed for at få arbejde inden for de andre produktionsgrene", siger Christina Libach Bentzen, der fortæller at mellem 10 -12 personer allerede har benyttet muligheden for at klikke af, at de kommer fra minkbranchen.

Har snart to tidligere mink-medarbejdere

Jan Sunesen er en af dem, der har benyttet muligheden for at finde nye medarbejdere blandt de ledige fra minkbranchen.

Han er daglig leder på en større vestjysk svineproduktion ved Ringkøbing med 1800 søer. På landbrugets seks gårde laver de årligt 60.000 grise, hvoraf de selv opfeder størstedelen.

På gårdene har de omkring 17 fastansatte, og i november fik de brug for to nye. Valget faldt på to udlændinge, der tidligere har været beskæftiget i minkbranchen.

"De starter på mandag. De har kun passet mink, og de ligner et stort spørsgmålstegn, når de træder ind i en grisestaæd, men det vigtigste er, at de passer ind i teamet. Så skal jeg nok lære dem at passe grise", siger Jan Sunesen.

Han er ikke bange for at ansætte folk, der ikke har passet grise før.

"De er jo vant til at arbejde. De kommer ikke fra et kontor, men fra landbruget. Så bare de kommer med åbent sind og godt humør, så skal de nok få lært at passe grise", siger han.

Ifølge Danmarks Statistik var der lige under 3000 medarbejdere i minkbranchen, der var direkte beskæftiget på minkfarmene. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle