Karen Hækkerup stopper som direktør i L&F

Efter fire år som adm. direktør for Landbrug & Fødevarer stopper Karen Hækkerup ved udgangen af september. Efter mange år som folketingspolitiker, minister og senest direktør ønsker hun at bruge mere tid på familien.

"Jeg har elsket mit job som direktør i Landbrug & Fødevarer. Det har været fire helt fantastiske år. Men af private grunde er jeg nødt til at gøre noget andet nu. Jeg har altid arbejdet meget lige som de danske landmænd gør og har kunnet lide det. Men hvis jeg skal nå at være mere sammen med mine børn, så er det nu", siger Karen Hækkerup, der har valgt at kvitte jobbet som topdirektør på Axelborg.

"Egentlig ville jeg helst bare have forældreorlov, men det findes ikke som administrerende direktør. Jeg ville heller ikke byde organisationen at trække stikket i et halvt eller et helt år. Og så tror jeg egentlig ikke, at jeg ville kunne slappe af, hvis jeg vidste, at jeg skulle tilbage", siger Karen Hækkerup, der sammen med sin mand Ole Hækkerup har tre børn, Mads på 18, Ellen på 16 og Kirstine på 11.

"Vores ældste datter er i USA og hvis jeg skal nå at være mor med tid til at spille yatzy og 500 uden at være på vej ud af døren til Kina, Rusland eller Jylland, så skal det være nu, inden den yngste lukker døren ind til teenageværelset".

Ole Hækkerup, der også er tidligere folketingspolitiker, offentliggjorde for nylig på Facebook, at han den 1. oktober starter som direktør hos danske ejendomsmæglere. Og det spiller da også ind, at det nu er husbondens tur til at have et topjob, eller som Karen Hækkerup siger:

"Ole har trukket læsset derhjemme i flere år. Nu er det min tur til at have fornøjelsen af at tage mig af familien. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, jeg har truffet. Selv om den har været længe undervejs".

Adrig politiker igen

Nogen plan for fremtiden kan Karen Hækkerup ikke afsløre. Kun når det drejer sig om politik er hun stensikker:

"Jeg skal ikke være politiker igen. Den dør er lukket. Nu skal jeg bruge god tid på at overveje, hvad jeg skal beskæftige mig med i mit videre arbejdsliv. Jeg kan først gå på pension, når jeg er 71, så jeg har masser af tid"; siger Karen Hækkerup, der til gengæld ikke afviser en fremtid inden for fødevarer eller landbrug.

"Jeg kan sagtens se mig selv i et andet job inden for fødevarebranchen, når den tid kommer. Jeg går med et smil på læben. Stolt af de danske landmænd og fødevarevirksomheder. Stolt også af, hvad jeg selv har været med til at udrette i L&F. Jeg har prøvet at tage springet før. Det gjorde jeg, da jeg forlod politik. Nu går jeg fra et absolut topjob. Men som da jeg gik ud af politik, var der noget andet jeg virkelig havde lyst til. Det er der også nu, hvor jeg har brug for at hellige mig min familie, siger Karen Hækkerup.

I Karen Hækkerups tid som adm. direktør har L&F gennemført store organisationsændringer ligesom arbejdet med fødevare- og landbrugspakken har fyldt meget. Efter den russiske embargo hvor danske fødevarer pludselig ikke kunne blive afsat, har Karen Hækkerup i sin tid i L&F også brugt mange ressourcer på at åbne markeder i blandt andet Asien herunder særligt Kina og Japan.

"Hvis jeg absolut skal fremhæve nogle succeser, så er det også den måde, som vi i L&F i mine fire år på direktørposten er begyndt at arbejde meget mere målrettet politisk. I dag kommer landbruget med en politisk dagsorden og vi får mange ting igennem på den måde. Det er ikke min fortjeneste alene, men det er anderledes i dag end for fire år siden. Jeg forlader en organisation i topform".

Merrild beklager

"Jeg er rigtig ked af, at Karen har meddelt mig, at hun stopper. Karen Hækkerup har været en stærk repræsentant for landbruget og fødevareerhvervet. Det har været en styrke for vores organisation og medlemmer, at det er Karen Hækkerup, der har været vores direktør. Jeg vil gerne takke Karen for hendes store indsats hvor hun dygtigt og engageret har formidlet vores erhvervs budskab", siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

"Karens engagement med at tage ud i verden og arbejde for markedsadgang har været en væsentlig årsag til, at vi har udvidet vores medlemmers adgang til nogle af de vigtigste markeder i verden. Den indsats er og har været uvurderlig for de danske fødevarevirksomheder", siger Asger Krogsgaard, næstformand i Landbrug & Fødevarer.

Når Karen Hækkerup stopper i Landbrug & Fødevarer, har hun ikke noget nyt job på hånden. Den kommende tid skal gå med at være sammen med familien.

Fra 1. oktober vil Anne Lawaetz Arhnung være konstitueret som adm. direktør. Landbrug & Fødevarer går nu i gang med arbejdet med at finde en ny adm. direktør.

Faktaboks

Blå bog

  • Karen Hækkerup, 44 år.
  • Uddannelse: Cand. scient. pol. fra Københavns Universitet, 2010.
  • Karriere: 1998-2005: Socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
  • 2005: Valgt til Folketinget første gang (opstillet i Amager-kredsen).
  • 2005-2007: Socialdemokraternes forbrugerpolitiske ordfører.
  • 2007-2011: Retspolitisk ordfører for Socialdemokraterne.
  • 2011-2013: Social-og integrationsminister.
  • 2013: Fødevareminister (i fire måneder).
  • 2013-2014: Justitsminister.
  • 2014-2018: Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle