Kirsten Johanne Børsting har oplevet, at venner forsøgte at undgå hende i brugsen, da hun stod midt i konkurs. Kast forfængeligheden af jer, når en i jeres lokalsamfund går konkurs, opfordrer hun.
For et halvt år siden krakelerede den overflade, Kirsten Johanne og Mogens Børsting havde holdt ved lige i en tre måneders tid. Deres tunge økonomi, primært på grund af en renteswap, kunne de ikke håndtere længere. De kastede i april håndklædet i ringen, og slægtsgården gennem 144 år var konkurs.
Generelt har Kirsten Johanne Børsting og familien fået varm opbakning fra lokalsamfundet i Salling, men Kirsten Johanne Børsting har også oplevet, at nogle har haft svært ved at håndtere familiens tragedie.
Derfor opfordrer hun til, at venner og bekendte til konkursramte kaster deres forlegenhed af sig. Hendes opfordring kommer, efter hun på facebooksiden ”Landbrugets stemmer” bakkede op om en anden konkursramt, som anonymt havde berettet om lignende hændelser.
I et interview med Landbrugsavisen.dk uddyber hun sin oplevelse:
”Jeg oplevede i brugsen, at nogle slog blikket ned og skyndte sig ud,” beretter Kirsten Johanne Børsting.
Hvordan kan du være sikker på, de forsøgte at undgå dig?
”Det føler jeg jo, når det er folk, jeg normalt ville stoppe op og snakke med, der får travlt med at komme forbi og komme ud. Så det er jeg ikke tvivl om. Men det er af forlegenhed. Det er jo nok fordi man ikke ved, hvad man skal sige,” siger Kirsten Johanne Børsting.
Hvordan burde de have ageret?
”De kunne komme hen og sige, at det gør dem ondt. Så kunne jeg have valgt at sige tak og ellers stoppe den der eller selv gå ind i en snak om situationen,” siger Kirsten Johanne Børsting.
Den 38-årige sygeplejerske er aktiv i lokalsamfundet, og i en frivilligbestyrelse oplevede hun, at et bestyrelsesmedlem havde ventet til, at mødet var færdig og så spurgte et tredje bestyrelsesmedlem, om gården var solgt og så videre.
”Det er nok som ved dødsfald og svær sygdom. Man ved simpelthen ikke, hvordan man skal håndtere det. Nogle har sagt til mig efterfølgende, at de ikke ville trænge sig på. De ville vente med at komme med henvendelser. Jeg tænkte samtidig: ”Hvorfor hører vi ikke fra den og den”,” beretter Kirsten Johanne Børsting.
En varm oplevelse
Hun understreger, at lokalsamfundet – og børnenes skole og institutioner - generelt har været gode til at håndtere situationen.
”Noget, der varmede allermest, var en oplevelse i lokalbrugsen. Der var en anden landmandsfamilie, der gik konkurs sidste år. Så mødte jeg konen i brugsen. Hun sagde: ”Jeg ved lige præcis, hvordan du har det.” Det varmede rigtig meget,” siger Kirsten Johanne Børsting.
Hårdt op til konkurs
Fra starten var det vigtigt for de to forældre, at de meldte klart ud i lokalsamfundet.
”Vi havde vidst siden omkring nytår, at det nok ville gå den vej med vores landbrug. Vi levede et dobbeltliv fra nytår og frem til, konkursen blev en realitet. Det var rigtig hårdt. Udadtil måtte det ikke se ud som om, vi var ved at lukke, af hensyn til kreditorer,” siger hun.
Hun understreger, de ikke optog lån eller bestilte opgaver eller varer, de ikke kunne betale. Ved konkursen var kun bank og kreditforening gældshavere.
De holdt også situationen hemmelig for børnene, der er knap to år, fire år, otte år og 10 år.
”De skulle heller ikke mærke til, at der var økonomisk uro,” forklarer Kirsten Johanne Børsting.
Den ældste kunne dog godt fornemme, at noget var galt – og var hårdt mærket af den anspændte stemning.Hun mener, at det var mest rigtigt ikke at indvillige den ældste i situationen.
”Det er for stor en hemmelighed for et barn på 10 år at skulle gå rundt og bære på,” siger Kirsten Johanne Børsting.
Sendte sms bredt ud
Den 13. april blev konkursen annonceret. Børnene blev slået helt ud, og de to forældre besluttede, at de ville melde åbent ud i lokalsamfundet om situationen. De sendte en sms rundt til gode venner, nabolaget og bekendte, de har berøringsflader med, og som de ved, ellers vil spørge ind til det.
”Vi sendte en sms om, at vi var kede af det, at de kunne stille spørgsmål til os, men at de ikke skulle konfrontere børnene med det. Vi sendte samme besked til børnenes skole,” siger Kirsten Johanne Børsting.
”Dagen efter var der et stort skolearrangement, så vi var nødt til at komme ud og møde folk. Det var rigtig svært, men hold da op en positiv modtagelese, vi fik, både af skoleinspektøren og børnenes forældre,” siger Kirsten Johanne Børsting med glæde i stemmen.
Kort efter konkursen begyndte egnens landmænd at interessere sig for gården og dens 200 hektar jord. Kirsten Johanne Børsting forstår godt, at det ikke er fordi, de har ønsket at være gribbe – men fordi de ønsker at udvikle deres bedrifter.
Dyrene blev sat ud
Kreditforeningen forlangte, at dyrene blev sat ud øjeblikkeligt, men i stedet købte Kirsten Johanne Børsting besætning og foderbeholdning sammen med en kreaturopkøber. Mogens Børsting blev ansat som driftsleder af konkursboet, indtil dyrene var væk i juni måned.
Gården er i gang med at omlægge til økologi. Ved konkursen i april lejede en økolog på egnen jorden og stod for markdriften, så såsæd kunne komme i jorden.
Familien blev boende på gården, hvor dyrene gradvist blev sat ud. Det gjorde ondt, både hos forældre og børn, at se staldene blive tømt. Drengen på fire har ikke kunnet forstå, at de ikke bare kunne beholde nogle få køer eller et lille hjørne af en mark.
Datteren på otte år har dog beholdt yndlingskoen Rosa, som de har købt fri af boet sammen med et par småkalve.
I dag bor familien til leje hos nabolandmanden, der har købt gården. Mogens Børsting er ansat som landbrugsmedarbejder på en anden gård 15 km væk.
Vi er mere end en landmandsfamilie
I dag står familien i et vakuum. De kigger efter ny bolig på egnen, fordi de mentalt har brug for at komme væk fra gården, som de for et halvt år siden forsvor, de ville forlade frivillig. De ønsker at blive på egnen, tæt på venner og netværk. Arbejdsmæssigt er situationen uafklaret for ægtemanden.
”Vi har ikke afklaret, hvad vi gerne vil fremadrettet. Skal det fortsat være landbrug? Hobbylandbrug? Skal min mand fortsætte i landbruget eller videreuddannes?”
Noget er forsvundet – men samtidig er en ny identitet dukket op.
”Vi står her uden vores landbrug. Der mangler noget. Vi er ikke en landmandsfamilie længere. Hvad er vi så? Det er et tomrum, der er svært at fylde ud. Men vi kan mærke i lokalsamfundet, at vi også er andet end en landmandsfamilie. Det har været rart mærke! Vi er jo også forældre til skolebørn. Vi er kendte ansigter i Brugsen og hallen. Vi er aktive i foreningsposter.”
”Vi er andet og mere end landmandsparret,” fastslår Kirsten Johanne Børsting.
