L&F: Kommuner skal stoppe med at blande BNBO og indsatsplaner sammen

Det er et problem i den igangværende BNBO-proces, lyder det fra miljødirektør i L&F, Anders Panum, at nogle kommuner blander forhandlinger om beskyttelse af drikkevand mod pesticider i BNBO, sammen med indsatsplaner, der vedrører langt større arealer.

Det går særdeles langsomt mange steder i landet med de frivillige BNBO-aftaler. Det skønnes, at der findes 5.000 boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) på landbrugsarealer, og ifølge vandforsyningsselskabernes branhceorganisation Danva, er det i 4.000 af dem, der skal laves indsatser.

I sidste måned indgik L&F, Danva, Danske Vandværker, KL og Miljøministeriet en aftale i et sidste forsøg på at få sat skub i processen, som har løbet siden 2020 og slutter ved udgangen af i år.

Indsatsområder er kæmpe store

Fra Anders Panum, miljødirektør i Landbrug & Fødevarer, lyder det, at et af de steder, som landbrugsorganisationen har særlig fokus på, drejer sig om sammenblandingen mellem BNBO og indsatsplaner, som sker flere steder i landet.

- Det er jo sådan, at kommuner kan lave indsatsplaner i indsatsområder. Det er et kæmpestort areal på 700.000 hektar. Vi har set flere steder, at kommuner også ønsker at forbyde pesticider på de her arealer, siger Anders Panum.

Når det kommer til BNBO, skønnes det at vedrøre cirka 9.500 hektar landbrugsarealer. 

- Man skal passe på med at blande de her to ting sammen (indsatsplaner og BNBO, red.). Hvis landmanden gerne vil lave en aftale på BNBO, men afholde sig fra at lave en aftale på de større arealer, så skal de holde det adskilt. Så må man bokse om de her indsatsplaner i et andet rum, siger miljødirektøren.

Kritisk over for indsatsområder

Han fortæller, at der er eksempler på landmænd, der måske har fire hektar beliggende i et BNBO, som vedkommende gerne vil lave en frivillig aftale omkring at tage ud af almindelig produktion, men kommunen ønsker at gå videre, og lave aftaler om måske 60, 80 eller 100 hektar.

- Vi er jo generelt meget kritiske over for de kommuner, som ønsker at lave de her meget store dyrkningsrestriktioner, siger Anders Panum.

Han henviser til, at Landbrug & Fødevarer i øvrigt stadig har en sag kørende i Vestre Landsret  omkring det faglige grundlag bag de indsatsplaner, som er gennemført i Beder. Altså en sag der handler om hvorvidt forbuddene mod at dyrke jorden konventionelt – som dem, der er udstedt i Beder – overhovedet er nødvendige og gyldige.

- BNBO er relativt små arealer, og det er her, der er bredt flertal i Folketinget, som ønsker, at anvendelse af pesticider skal stoppe. Det er de arealer, som vi koncentrerer os om. I de kommuner hvor man ønsker at lave store dyrkningsrestriktioner uden det faglige belæg er på plads, der er vi anderledes i kamp for at få det slået tilbage, siger Anders Panum.

Så hvad skal man gøre, hvis man bliver tilbudt en frivillig aftale, som drejer sig om meget mere end BNBO?

- Så skal man insistere på at få lavet en særskilt aftale om BNBO. Så må de jo komme bagefter med deres ønsker i forhold til de her indsatsområder, og så man jo tage en boksekamp om det. Og det kan jo køre i klagesystemer og så videre. De to ting skal ikke blandes sammen, så gør man det sværere at nå BNBO-målet, siger Anders Panum.

Brancheforening er enig

Fra Susan Münster, direktør i Danske Vandværker, lyder det, at hun er enig i, at BNBO og indsatsplaner skal skilles ad.

- Skal man klare det hele på en gang, så bliver det svært. Fokus skal være på hovedopgaven. Hvis det passer ind også at tale indsatsplaner, så kan man gøre det, men det skal bare helst ikke være det, som bremser for, at  man kan komme videre, siger hun.

Fra foreningen Bæredygtigt Grundvandsbeskyttelse, der har sagsøgt staten for at have givet kommuner for vidde beføjelser, når det kommer til grundvandsbeskyttelse, lyder det fra fagchef Bente Andersen, at tingene skal skilles ad.

- Vi ser jo nogle utrolige ting, som der bliver budt ind med. Kommuner der vil flytte BNBO for at indgå de her aftaler. 

- Og I mange kommuner ser man jo det her som en ting, lyder det fra Bente Andersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle