L&F: Landbruget spilder en kvart milliard kroner på køkørsel

Landbrug & Fødevarer lancerer i dag 49 anbefalinger til projekter, der kan lette trængslen for lastbiler, der kører med mad.

Svinetransporter, der brummende holder i tomgang i endeløse motorvejskøer. Mælkebiler, der fanges i byernes morgentrafik.

Traktorer, der skal på en blokvogn for at komme til mekanikeren. Fødevareklyngen, der rummer alt fra klassiske landbrug til de store fødevareproducenter, spilder hvert år op mod en kvart milliard kroner på at holde i kø og indrette sig efter regler, der hører fortiden til.

Det er konklusionen i et nyt transportpolitisk udspil fra interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, som præsenteres i dag.

Det skriver avisen Danmark.

"Man har lagt mange store investeringer på tog, skinner og letbaner, og vi mener, at tiden nu er inde til at huske vejnettet", siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.

Trængslen på det danske vejnet er steget med cirka otte procent over de seneste 10 år, og ifølge prognoser vil den tid, som biler kører i trængsel, stige med 66 procent frem mod 2030.

Landbrug & Fødevarer går ind i debatten, fordi hver fjerde lastbil på vejene kører med gods, der stammer fra de danske fødevareerhverv.

Arla Foods henter f.eks. hver dag 13,5 mio. kg mælk hos sine godt 2800 danske andelshavere og kører 2 mio. kg mejeriprodukter ud til butikker og forbrugere.

Samtidig uddanner Arla sine chauffører i energirigtig kørsel og optimerer sine ruter for at spare brændstof og dermed udlede mindre CO2.

- Arla Foods er et andelsselskab i vækst, og balancen mellem miljø, klima og øget infrastruktur er afgørende for vores forretning. Vi ved, at vi i fremtiden skal hente mere mælk hos andelshaverne, og at forbrugernes efterspørgsel på innovative og bæredygtige mejeriprodukter stiger, siger Bo Svane, logistikchef for Arla i Danmark, i en pressemeddelelse udsendt af Landbrug & Fødevarer.

Det politiske udspil rummer 49 anbefalinger med stor spændvidde.

Opdateret kl 9:39 Kommentar fra Arla.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle