L&F: Regeringen skal anerkende at minkavlerne skal eksproprieres

Forhandlingerne om erstatningen til minkavlerne er i fuld gang. L&F pointerer at de stadig kæmper for ekspropriation.

Der er endnu ikke landet en færdig aftale om erstatningen til minkavlerne, og forhandlingerne fortsætter internt mellem politikerne og med branchen.

Tidligere har Regeringen lovet, at de vil sikre lønkompensation, fuld dækning for faste omkostninger og fuld dækning til de selvstændige, som ejer minkfarmene, men det er ikke nok, mener Landbrug & Fødevarer. De kæmper fortsat for at minkavlerne kan blive eksproprieret.

"Vi står i en dybt ulykkelig situation, hvor minkavlerne spiller en hovedrolle, de hverken har bedt om eller har skyld i. Jeg kan love, at telefonerne lige nu kimer på Slotsholmen. Vi arbejder på alle planer for at sikre fuld erstatning til minkavlerne. Det bliver dyrt, men med onsdagens beslutning er der ikke noget alternativ", siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i L&F.

Direkte adspurgt på et pressemøde torsdag aften ville erhvervsminister Simon Kollerup (S) ikke love, at minkavlerne ville blive eksproprieret. Og det blev bemærket.

"Folketinget, og særligt regeringen, skal anerkende, at der er tale om en ekspropriation, for det er reelt set myndighederne, der nu går ind og overtager kontrollen – og de facto nedlægger - de privatejede minkfarme", pointerer Flemming Nør-Pedersen og fortsætter:  

"Folkesundheden kommer først. Det er ingen uenig i. Der er familier og hele områder af Danmark, som lige nu mærker konsekvenserne på uhørt brutal vis, og som bliver efterladt på et oprørt hav uden en redningskrans. Det kan godt være, at minkfarmene ligger langt fra Christiansborg, men vores prioritet lige nu er at gøre opmærksom på konsekvenserne, så de står lysende klart for de folkevalgte", siger han.

Også flere politiske partier har krævet fuld erstatning og ekspropriation af minkavlerne. 

Beslutningen om at aflive samtlige danske minkbesætninger blev offentliggjort af Regeringen onsdag aften.

Dyrene skal aflives fordi en mutation i virussen i mink kan være til fare for en fremtidig vaccine mod covid-19.
 

Emneord

coronavirus mink , Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle