Medie: Miljø- og Fødevareministeriet bliver splittet op

Miljø- og fødevarer skal ikke længere høre under samme tag. Ministeriet, der har to ministre, bliver delt op.

Selvom vi må vente til senere på eftermiddagen med at kende navnet på den nye fødevareminister, bliver der allerede nu rapporteret om ændringer i ministeriet.

Ifølge Ekstra Bladet bliver Miljø- og Fødevareministeriet nemlig splittet op.

Indtil nu har ministeriet haft to ministre, som har hørt til samme departement med én ledelse.

Ifølge en mail, som departementschef for hele butikken Henrik Studsgaard har sendt ud til medarbejderne, bliver der nu to departementer fremover, melder Ekstra Bladet.

På Facebook skriver statsminister Mette Frederiksen (S), at hun senere i dag glæder sig til at præsentere en ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Mogens Jensen havde indtil onsdag titlen af minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Statsministeren beretter desuden, at hun byder et nyt navn velkommen på ministerholdet - om det nye ansigt får æren af landbrugsområdet, er endnu uvist.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle