Midtjyske bier stjålet - formentlig står kollega bag

Hans Terp har fået stjålet et bistade med bier og honning. Højst sandsynligt står en bi-kollega bag.

Ved Mossø omkring Skanderborg har pensionist Hans Terp haft bier på hobbyniveau i knap otte år, og han har omkring 10 bistader.

Men da han skulle se til dem i sidste uge, var et helt bistade med bifamilie og honning forsvundet.

Det skriver TV2 Østjylland.

"Da jeg kommer derned, kan jeg med det samme se, at der er noget helt galt. Det er så irriterende, at man ikke kan have sådan noget i fred - og så bier. Det virker helt forkert, at man stjæler bier", siger han.

Hans Terp sælger honningen til den lokale brugs, og han regner med, at tyveriet har kostet ham omkring 5.000 kroner. Foruden det stjålne bistade var låget taget af, og havde det regnet, ville samtlige bier kunne dø af det.

Hos Danmarks Biavlerforening hører man ofte om stjålne bistader, mindst en gang om året. Og det er ofte selv biavlere, der står bag tyverierne, lyder det fra biforeningsformand Arne Henriksen.

"Det, der piner os allermest, er, at det højst sandsynligt er kollegaer og andre biavlere, der står bag. Det gør mest ondt", siger Arne Henriksen til TV2 Østjylland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle