Nu er det officielt: Minister forlænger fristen for EU-ansøgninger

På møde i Agerskovhallen i mandags bekendtgjorde fødevareminister Jacob Jensen (V), at han villle forlænge fristen for EU-ansøgninger ovenpå kritik fra konsulenter. Nu er det officielt. Fristen bliver 21. april i stedet for 14. april.

Der bliver en uge længere til at ansøge om tilskud i dette års ansøgningsrunde om landbrugstilskud. Det har den nye fødevareminister netop besluttet. Den nye ansøgningsperiode bliver derfor fra den 1. februar til den 21. april 2023. 

Allerede mandag aften i Agerskovhallen meldte ministeren ud, at han ville rykke fristen. Det sker efter, at nogle af de konsulenter, som på vegne af landmænd udarbejder ansøgningerne i Landbrugsstyrelsens it-systemer, i sidste uge gav udtryk for, at de var utilfredse med, at årets ansøgningsrunde var omtrent en uge kortere end normalt.

I en pressemeddelelse lyder det fra Jacob Jensen:

- I sidste uge blev jeg bekendt med, at danske landbrugere oven på en ny landbrugsreform med nye tilskudsordninger samlet set ville få færre dage til at udarbejde og indsende deres ansøgninger om tilskud. Som ny minister for landbruget er det en af mine helt store kæpheste, at det skal være lettere at være landmand, og i dette tilfælde gjorde vi det vanskeligere. Derfor har jeg på baggrund af et ønske fra erhvervet besluttet at forlænge ansøgningsfristen med en uge, uden at vi samtidigt rykker på ambitionen, siger han. 

På mødet i Agerskov mandag aften lød det mandag aften, at opstår der it-problemer i de systemer i Landbrugsstyrelsen, hvor konsulenterne arbejder med EU-ansøgningerne, så kan fristen rykkes yderligere.
Selvom fristen bliver rykket, så lyder det, at Landbrugsstyrelsen fortsat skal tilstræbe at opfylde målet om, at mindst 90 procent af landbrugerne har fået årets udbetaling pr. 15. december 2023.

At fristen i år var kortere end normalt blev i sidste uge af Landbrugsstyrelsens direktør, Lars Gregersen begrundet med, at 2023 byder på en ny landbrugsreform, hvilket betyder, at ansøgningsrunden i år indeholder en lang række nyskabelser. 

- Vores fokus er at give ansøgerne de bedste vilkår for at søge tilskud, samtidig med at det sikres, at de fleste ansøgerne har modtaget deres tilskud den 15. december, lød det fra Lars Gregersen. 
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle