Nye Arla-krav til økologer: Test jorden og giv køerne flere dage på græs

Jordprøver, optælling af regnorme, flere dage på græs til køerne og obligatorisk klimatjek. Arla skruer op for kravene til hele koncernens 900 økologer.

Der skal mere fut på den grønne omstilling og det regenerative landbrug for Arlas 900 økologer i de fem lande, hvor Arla henter økologisk mælk.

Det fremgår tydeligt af en meddelelse om 11 nye krav inden for fire områder, der fremover vil gælde for koncernens økologiske leverandører.

Økologerne skal nemlig oppe sig endnu mere på fire kriterier, der medfører en række nye krav om test af jordens sundhed, indsats på biodiversitet, lavere klimabelastning og øget dyresundhed.

En række af kravene er allerede standard i Danmark eller et af koncernens andre ejerlande. Andre vil være helt nye for leverandørerne.

"Da vi undersøgte, hvordan vi kunne indtage en enestående position i kategorien (økologiske mejeriprodukter, red.) baseret på forbrugernes ønsker, stod det klart, at en øget indsats på jordens sundhed samt biodiversitet vil give os en unik position. Ud over at vi ser en stigende interesse for disse områder blandt forbrugerne, så spiller det også direkte ind i kernen af økologien", udtaler Peter Giørtz-Carlsen, der er koncerndirektør med ansvar for de europæiske markeder.

Mest konkret bliver det, at Arlas CO2-reduktionskrav fremskyndes fra 2030 til 2028 for samtlige økologer.  Et tiltag som de svenske og danske økologer allerede havde forpligtet sig til sidste år, men som nu også kommer til at omfatte de øvrige Arla-nationers økologer. 

Samtidig bliver det obligatorisk at deltage i Klimatjekket. Det afregnes i dag med et tillæg på 7,45 øre per kg mælk, så langt hovedparten af danske økologer finder det allerede afgørende nødvendigt at svare på de knap 200 spørgsmål, alt efter bedriftstype.

For de ikke-danske økologer vil et krav om at udfase bindestalde per 2024 være bemærkselsværdigt. 

Derudover skal køerne være på græs mindst 150 dage om året, mod de krævede 120 nu. Og så skal køerne have øget adgang til kobørster.

Jordprøver og blomster-bestøvning

Økologerne skal altså fremover tage jordprøver, der så skal analyseres på et laboratorium for at tjekke sundheden og økologerne skal selv lugte til jorden, samt tælle regnorme.

Dertil kommer en række tiltag om at oprette blomster-områder til bestøvning, lade nogle områder vokse naturligt og plante hegn eller hække, for at fremme biodiversitet.

Derudover skal alle vælge mindst 5 ud af 22 jordsundhedsforanstaltninger fra et særligt katalog, fremgår det. Også på biodiversitet skal der tages en række initiativer. Her skal 7 ud af 33 bevarelsesforanstaltninger fra et katalog tages i brug på bedrifterne.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle