Partileder skal i retten for at trænge ind på svinefarm

Veganerpartiets leder og to andre bør ifølge anklagemyndigheden idømmes fængsel. De nægter sig skyldige.

Tre politiske aktivister er under anklage for at trænge ind på en svinefarm i Tårup på Nordfalster. En af dem er partileder for Veganerpartiet. Partiet blev i september opstillingsberettiget til Folketinget.

Henrik Vindfeldt, som partilederen hedder, sidder onsdag sammen med en 30-årig kvinde fra partiets administration og en tredje mand på 27 år på anklagebænken i Retten i Nykøbing Falster. Alle nægter sig skyldige.

Ritzau har forud for sagen talt med Henrik Vindfeldt, der var med til at stifte partiet i sin tid. Han ønsker ikke at udtale sig om sagen, før retten har afsagt dom.

Ifølge anklagemyndigheden har de tre overtrådt straffelovens bestemmelse om husfredskrænkelse ved den 11. maj 2019 i en halv time at have opholdt sig på svinefarmen.

Besøget blev sendt live via Veganerpartiets Facebook-profil. Optagelsen kan stadig ses på internettet.

"Det er så sindssygt forfærdeligt og barbarisk, det der foregår ude i de her svinestalde", hører man blandt andet Henrik Vindfeldt sige på optagelsen, som dels foregår inde i svinestalden og dels udenfor.

Henrik Vindfeldt, som ifølge Veganerpartiets hjemmeside er uddannet videoproducer, indleder optagelsen med at fortælle, at han vil vise, hvor skidt det står til med dyrevelfærden.

Ifølge anklagemyndigheden er der ikke alene tale om husfredskrænkelse. Det er også foregået under særligt skærpende omstændigheder.

De tre tiltalte skal ifølge sagens anklageskrift have udsat grisene for smittefare. Det førte til en anmærkning til svinefarmen fra myndighederne om brud på smittebeskyttelsen.

Og den anmærkning skulle have kostet Skovdal Svineproduktion, som ejer svinefarmen, cirka 400.000 kroner.

Retten i Nykøbing Falster har kun afsat onsdagen til behandling af sagen. Der ventes dom onsdag eftermiddag.

/ritzau/

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle