Privatforbrug ser ikke ud til at stige

Politisk uro i Østeuropa og Mellemøsten er med til at lægge en dæmper på optimismen hos forbrugerne.

International uro og økonomisk pessimisme præger forbrugertilliden. Efter et fald den seneste måned vurderer Landbrug & Fødevarers cheføkonom, at tallene stemmer mere overens med den økonomiske virkelighed.

Indikatoren for forbrugertilliden var i november på 6,3, hvilket er et fald fra 8,2 i oktober. Udviklingen ser derfor ud til at vende efter et år stigende tendens.

»Faldet i forbrugertilliden tyder på, at danskerne er ved at tilpasse deres forventninger til en økonomisk virkelighed, der i høj grad er præget af pessimisme og økonomisk stilstand i Europa. Samtidig lægger den politiske uro i Østeuropa og Mellemøsten yderligere en dæmper på optimismen,« siger cheføkonom Thomas Søby.

De faldende forventninger er rigtig skidt for udsigterne til et øget privatforbrug.

»Forventningerne har over længere tid været positive, uden det har fået danskerne til for alvor at hive tegnebogen op af lommen. De faldende forventninger sætter yderligere pres på dansk økonomi,« siger cheføkonom Thomas Søby.

Emneord

l&f

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle