Regeringen: Op mod 100 minkbesætninger skal slås ned

Der er nu konstateret coronasmitte i 41 minkbesætninger i Nordjylland, ligesom der er mistanke om smitte i yderligere 20 danske minkbesætninger. Regeringen har derfor besluttet at slå besætningerne ned.

På trods af en række forebyggende tiltag, er der på kort tid sket en stor stigning i antallet af minkbesætninger i Nordjylland, som enten er smittede med COVID-19 eller under mistanke herfor.

Smittespredningen hos de nordjyske minkbesætninger udgør efter myndighedernes opfattelse nu så alvorligt et problem, at regeringen har besluttet at aflive smittede besætninger, besætninger hvor der er mistanke om smitte, samt besætninger i den umiddelbare nærhed af de smittede besætninger.

Det drejer sig om over en million dyr, der skal slås ned fordelt på op mod 100 besætninger.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

"Jeg ser selvfølgelig med stor alvor på situationen i Nordjylland, hvor smitten i øjeblikket spreder sig hurtigt. Mit hovedfokus er på at sikre, at de nordjyske minkfarme ikke bliver en smitterisiko for mennesker, og derfor har regeringen besluttet at slå minkene ned", siger fødevareminister Mogens Jensen (S)

Ministeren afviser på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet ritzau at lukke minkproduktion i hele Danmark.

forebyggelse har ikke virket

Myndighederne har med en række forebyggende tiltag forsøgt at inddæmme smittespredningen.

Allerede i juli indførte Fødevarestyrelsen en øget smitteovervågning af minkfarmene, ligesom der blev indført krav om øget brug af værnemidler hos de ansatte på farmene. Og fra mandag d. 21 september fik Fødevarestyrelsen mulighed for at komme på uanmeldte kontrolbesøg på farmene.

De forebyggende tiltag blev alle indført på baggrund af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne og Fødevarestyrelsen.  

op mod 100 besætninger skal potentielt slås ned

"Myndighederne har iværksat en række forebyggende tiltag med det formål at kunne stoppe spredningen, men det har vist desværre ikke at være tilstrækkeligt, og derfor må vi nu tage dette skridt", siger fødevareminister Mogens Jensen.

Beslutningen om at aflive minkbesætninger sker på baggrund af myndighedernes vurdering af smitteudviklingen gennem de seneste dage.

Baseret på den nuværende situation vil beslutningen kunne medføre aflivning af op imod 100 besætninger, men dette tal afhængige af den fortsatte smitteudvikling og dermed antallet af berørte besætninger. 

Faktaboks

Her følger udvalgte nedslag i forløbet med coronavirus på de danske minkfarme i Danmark:

  • 17. juni kommer den første melding fra Fødevarestyrelsen om, at man har konstateret coronasmitte på en minkfarm i Nordjylland.
  • 20. juni oplyser Fødevarestyrelsen, at der er coronasmitte på endnu en minkfarm.
  • 22. juni sætter Fødevarestyrelsen gang i en omfattende screening af 120 minkfarme. I tiden efter kommer løbende meldinger om coronasmitte på flere minkfarme.
  • 15. september kan netmediet Nordtinget fortælle, at hver femte nordjyske minkfarm har haft coronasmitte blandt mink.
  • 30. september opfordrer Miljøstyrelsen jægere i Nordjylland til at indlevere nedlagte rovdyr for at finde ud af, om der er sket coronasmitte herfra og til minkfarme.
  • 1. oktober oplyser fødevareminister Mogens Jensen (S), at der er konstateret coronasmitte på i alt 41 danske minkfarme. Op mod 100 nordjyske besætninger skal aflives.

Kilder: Fødevarestyrelsen, DR, Nordtinget samt Miljø- og Fødevareministeriet.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle