Stor kartoffel-virksomhed "hårdt påvirket" af corona-situation

Mangel på containere udfordrer KMC. Virksomheden forsøger at opretholde udbringning af afgørende læggekartofler til avlerne.

Eksporten af kartoffelmel og andre produkter fra andelsvirksomheden KMC er hårdt ramt af corona-situationen. Det fortæller formand for andelsselskabet Peter C. Petersen.

"Vi er meget påvirket på den måde, at vi eksporterer rigitg meget til Fjernøsten. Lige nu kommer der ingen containere retur derovre fra, og det påvirker os temmelig hårdt med, at vi ikke kan få containere nok", forklarer han.

"Indtil videre går det, men de containere, der er tilbage er ikke alle lige gode. Det er jo fødevarer vi sender ud, og containerne skal have en kvalitet, hvor de er godkendt til fødevarer. Så det bliver lidt bøvlet. Vi er da kommet af med varerne indtil nu, men vi er lidt bange for, hvad er sker om en måned eller to", konstaterer formanden.

Ud over selve produktionen, der helst ikke skal påvirkes, fokuserer formanden og ledelsen netop nu på at holde især shippingafdeling og agroafdelingen, der står for at få læggekartoflerne ud til avlerne, kørende.

"Det er vigtigt lige nu, at landmændene får kartoflerne. Vi har ikke haft problemer endnu, men vi har ikke set det sidste endnu", konstaterer han med henvisning til Mette Frederiksens omfattende tiltag om lukning af en del af Danmark onsdag aften.

"Vi har taget en række forholdsregler, for at vi ikke bliver lagt ned af sygdommen, også før statsministeren meldte det ud. Vi har delt medarbejderne op i grupper, så nogle arbejder hjemme og andre på firmaet. De grupper skal så ikke møde hinanden. På den måde håber vi, at de ikke bliver smittet alle sammen eller render ind i en karantæne med en masse folk på samme tid", forklarer Peter C. Petersen og tilføjer, at der derudover ikke rejses længere eller tales med kunder ansigt til ansigt.

"Det må vi leve med et stykke tid. Men folk skal jo stadig have noget at spise. Hvad det vil betyde for KMC og vores økonomi, kan vi ikke sige før om et par uger", konstaterer han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle