Stor rokade i Spiras: To kvinder udpeget som nye viceformænd

Mindre end et år efter dannelsen af fusionsforeningen Spiras har to af tre formænd forladt formandskabet. I dag har bestyrelsen konstitueret sig med to nye næstformænd, begge kvinder.


Spiras har på et bestyrelsesmøde torsdag 4. april konstitueret to nye næstformænd til det samlede formandskab.

Det skriver Spiras i en pressemeddelelse.

De nye næstformænd er griseproducent Berith Nissen fra Vonsmose nær Haderslev, samt slagtekyllingeproducent Karen Daugaard-Hansen fra Nr. Stenderup ved Kolding.

Formand er fortsat Henrik Jessen fra Rangstrup.

Berith Nissen er tidligere næstformand i Sønderjysk Landboforening. Hun har en fortid som sygeplejerske og har en merkonom i økonomi og finansiering.

Karen Daugaard-Hansen, tidligere Kolding Herreds Landbrugsforening, er økonom med en fortid i bankverdenen. I dag er hun på fuld tid hjemme i bedriften med slagtekyllinger.

Både Karen Daugaard-Hansen og Berith Nissen var med i fusionsudvalget, som førte til dannelsen af Spiras.

Viceformand trak sig

Christian Lund, der ved fusionens begyndelse i juni 2023 var 1. næstformand, valgte forleden at træde ud af formandskabet i Spiras. Han fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem.

Allerede i marts valgte daværende 2. næstformand, Hans Damgaard, helt at træde ud af Spiras’ bestyrelse.

Begrundelsen var, at hans post som næstformand i Danish Agro risikerede at give interessekonflikter.

Spiras er resultatet af en fusion mellem Kolding Herreds Landbrugsforening, Sønderjysk Landboforening og LandboSyd, der fusionerede 23. juni 2023.

Foreningen har godt 2.250 medlemmer og cirka 315 medarbejdere fordelt på afdelinger i Kolding, Odense, Vojens og Aabenraa.

-hac

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle